[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Emilie Fabricius Hacke & Nomi Forchhammer
[/vc_column_text][vc_column_text]Efter cirka et år med nye og eksperimenterende kortfilm, står vi her igen. EKKO Shortlist Awards 2015. Sidste år stod vi kødbyen og drak FISK direkte fra flasken. Utraditionelt? Ja. Fungerede det? Nogle ting gjorde, andre ikke. Den første gang er bare altid lidt svær. Det måtte chefredaktør Claus Christensen også erkende.
“Sidste år eksperimenterede vi med uddelingen og ville lave noget, folk ikke havde set før. Vi ville gerne have at folk skulle gå og snakke med hinanden og mingle – og ja det lykkedes ikke.”
Bremen teater. Forventningerne var høje allerede der. “Bremen – Ekko Shortlist Awards”, skiltet lyser op og understreger begivenhedens opgradering. Og der står Claus Christensen, som han gjorde året forinden, klar til at give én hånden: “Hej og velkommen til”. Og det føler man sig: velkommen. På den røde løber med dertilhørende sponsorvæg springer aftenens nominerede til for at få taget billedet, der vil forevige aftenen. De er oprigtigt glade for at være her, og det kan man godt forstå.
Nede i Bremens hyggelige bar gemmer sig endnu en gentagelse. Gratis øl. Bremens hyggelige lavt belyste lokaler kan noget, som kødbyens ikke kunne. Mindre plads, mere intimt. Det siger næsten sig selv. Det blev lidt for hurtigt akavet at stå i det store lokale med højt til loftet i kødbyen, hvor skulle man gøre af sig selv? hvor skulle man sidde? I Bremen kan man sidde. Mulighederne er der, og det i sig selv gør en mere tilpas.
Og det siddende show klædte Shortlist godt. Aftenens vært, Lasse Rimmer, var i hopla og skålede flittigt med folk på forreste række, mens han opfordrede folk til at komme hinanden nærmere. Selvom omgivelserne var mere pompøse, var stemningen stadig meget low-key, som Claus Christensen nok ville sige det. DJ Gul fyrede op for båndede klapsalver, når stemningen blev for højtidelig, og Rimmer sørgede for at få folk til at indrømme pinligheder ved deres takketaler. Selvom showet på mange måder var mere traditionelt, var det stadig et utraditionelt et af slagsen. Det fik både en til at krumme tæer og grine højlydt. Hele følelsesregisteret var i spil.
Og de gode film fik heldigvis den ros, de fortjente. Som vi spåede blev aftenens helt store vinder Tobias Gundorff Boesens Flyvere i natten. Allervigtigst, var Shortlist prisen der udelukkende gives af fagjuryen. Der kunne man altså ikke takke ens facebook-venner for at stemme på ens film, som der for øvrigt blev gjort ved næsten alle takketaler. Shortlist prisen er vurderet ud fra objektive kriterier. En vurdering man i høj grad savnede i et par af kategorierne.
Vinder man Shortlist-prisen, vinder man ikke bare æren. 25.000 kr. ryger i pengepungen, hvilket eksempelvis kan bruges til at søsætte et nyt filmprojekt. “Jeg er i gang med en spillefilm, med samme tematik som Flyvere i Natten” Afslører Boesen. “Det kommer til at handle om at føle sig helt forkert i en verden, hvor tingene næsten altid vender indad og ikke udad”. Boesen virker målrettet og krydser fingre for, at han endnu engang kan få Søren Malling på rollelisten (og det kan vi godt forstå!)
Dog var det ikke Malling, der løb med skuespilprisen, men den unge Elliot Crosset Hove, der med sin hudløst ærlige præstation i Debut, fik et af aftenens største bifald (just, som vi forudsagde). Hvad vi ikke forudså var vinderen af bedste kvindelige skuespiller, der gik til 23-årige Natasja Juul. Det var da fedt at se, at priserne gik til unge spirende talenter, men helt fortjent var det måske ikke. Et bifald skal de dog have!
Showet er slut, og festen begynder. Som sild i en tønde samles folk udenfor på et lille rygeareal, der kun bliver mere og mere trængt, som aftenen skrider frem. På scenen står Vinnie Who klar levere god musik til dansende filmentusiaster. Men det er som om, at der mangler noget? Man når næsten ikke engang at tænke tanken, før man får langet et shot FISK i hånden (heldigvis slipper vi for at drikke af flasken). Mest henrykt bliver man dog, da man gennem rygeområdets menneskemængde kan ane en hvid vogn – en pølsevogn. Succesen er tilbage og gensynsglæden er ikke til at beskrive. Der er god stemning. Folk er i godt humør og der mingles, hygges og danses til den helt store guldmedalje. Det kan Claus C vidst godt være stolt af.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer