[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I tre gaffatapede plastic-honningkrukker ligger de jordiske rester af forfatteren Jakob Ejersbo. Hans to venner Muff og Morten vil drage mod Afrika, nærmere toppen af Kilimanjaro for at sprede asken og dermed bringe noget af Ejersbo hjem til Afrika. Det er en hård rejse for to cigaretrygende forfattertyper, men filmen om Ejersbo er i sig selv en hård omgang at komme igennem. Et fattigt portræt, der aldrig selv når sit klimaks eller erkendelse.
Som parallel til de to forfattervenners bestigning af bjerget, følger vi kronologisk Jakobs liv fra barndommen i Afrika til kræftdøden i Danmark. Søster, mor, far, forlægger, eks-kæreste, ja hele molevitten, kommer med deres indtryk og forståelse af denne mystiske skikkelse. Han fremstod glad og sorgfri, men bar rundt på dæmoner, der kun fik taletid i hans forfatterskab. Hvad der er yderst interessant ved Ejersbo, og på sin vis forbløffende, fremgår hurtigt: Det er, som om der ikke rigtig er nogen, der kan definere ham, eller overhovedet forstå ham. Hændelser og oplevelser bliver flygtige og ubetydelige, da de uden større tolkning bliver lagt frem og forladt. Før man kan tage ind, dvæle ved og forstå, så bevæger historien sig videre. Det efterlader en nagende fornemmelse af, at filmen bidrager med ligeså meget som Wikipedia-siden. Av.
Der bliver aldrig nået ind til kernen, og måske er det også umuligt. Afsavnet af Ejersbo i selve dokumentaren vejer tungt, da han virkelig fremstår som koden til sit eget indre. For hvis de andre ikke har den, hvorfor så ikke lade Ejersbo selv spore os ind på den? At introducere ham så kort og så lidt er blot enerverende, et hint om det, der kunne have været. Rekonstruktioner med en skaldet mand med øreringe og rygsæk der vandrer gennem livet virker ligegyldige, når virkeligheden ligger lige til højrebenet. At rekonstruere frem for at repræsentere klæder ikke portrættet af en skikkelse, der i forvejen er så svær at komme tæt på.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Ejersbo[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Christian Holten Bonke[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Mens der herhjemme bliver sagt alt om ingenting, så vandrer vennerne videre i Afrika. De taler om Ejersbo, jovist, men aldrig så samtalen får dens gyldighed i sine omgivelser. De sidder i Ejersbos højt elskede Afrika, men taler om hændelser, der kunne være delt over kaffen i Danmark. Turens relevans synes udover askespredningen forsvindende lav, og hvorvidt Muff brækker sig og har det dårligt interesserer ikke – skulle det ikke handle om Ejersbo?
Bonkes dokumentar vil gerne fortælle alt om Jakob Ejersbo, men ender med at sige umådeligt lidt. Ejersbo mangler i den store fortælling om sig selv, og det er ganske enkelt ulogisk. Man mærker ham, da hans aske nærmest eksploderer og svæver gennem luften. Da et videoklip toner sig frem af Ejersbo, som vandrer op af bjerget stakåndet, men lykkelig. Det er få øjeblikke af nærvær i en film, der burde være spækket af dem. Mødet med Ejersbo og hans forfatterskab siger mere end alle dem omkring ham kunne.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer