Henrik Pontoppidans for nyligt filmatiserede fortælling om Lykke-Per åbenbarer sig i sin grundlæggende frustration for beskuerens øjne. Vi kan ikke lade være med at spejle os i Lykke-Per, for Lykke-Per giver udtryk for en dyb angst hos os. Dette essay undersøger, hvor det går galt for Lykke-Per som person, og hvorfor han giver os en overvældende følelse af angst.
Er Lykke-Per historien om det geni, der ikke kan forlige sig med sine egne evner, og som derfor må bukke under for sin egen magtesløshed? Det er det på ingen måde. For som historien udvikler sig, bliver det mere og mere klart, at det, Lykke-Per kan, egentlig ingen betydning har. Peter Andreas Sidenius’ længsel efter det store, det revolutionerende, det nyskabende, fremtiden, får kun et udtryk af tomhed, fordi han ikke kan forlige sig med sig selv og sin fortid. Lykke-Per er en kontradiktion i sig selv. Lykken finder han aldrig. Derimod bider frustrationen sig fast, og han må magtesløst overgive sig til sin egen forstokkede egoisme.
Der er en ufattelig frustration ved at følge Lykke-Per. Trods hans udmærkede hoved går det hele galt for ham. Hans projekt om at revolutionere Danmark som energination går i vasken. Han får aldrig et investeringsgrundlag, og hans livsprojekt bliver derfor aldrig realiseret. Hele Lykke-Pers livsformål som ingeniør er gået til grunde. Skuffelsen over, at det ikke lykkes, er en åbenlys frustration, som fratager hans liv muligheden for at finde ro i det praktiske virke. Han har ikke kun smidt muligheden for sit praktiske virkes realisering på jorden, han har også smidt muligheden for sin egen realisering fra sig.
Enhver handling peger i retning af en lykke, som skulle ligge på den anden side af det strikt religiøse, på den anden side af det lukkede sind. Det er dog umuligt for Lykke-Per, for hver gang, han forsøger at finde lykken, slår uærligheden ham. Han forfører dem, som han skal forføre, for at få opfyldt det, som han søger. Den fuldstændige fortrængning af sin familie og den nærhed, som familien på sin egen måde forsøger at vise, gør derimod enhver investering af sin egen person og sit eget selv umuligt. Han kan ikke sælge ud af sig selv eller give sig hen til en anden – uanset hvem det er – fordi han ikke har noget at give ud af. Han er ikke en person; han er en fortrængning af alt svigt og alle uforløste situationer. Han er et forsøg på at komme væk fra én, som ikke eksisterer.
Den tragikomiske og det uærlige
Resultatet bliver en latterlig stolthed, der retter sig imod enhver person, som inkarnerer en faderskikkelse. Lykke-Per kan ikke være andet end på tværs og på trods. Det ødelægger hans muligheder for at realisere sig selv gennem et arbejde. Hans arbejde forbliver en vision, og af den grund kan Lykke-Per ikke finde sig selv gennem et praktisk liv. Det er en frustration, og som en uforløst vision bliver Lykke-Per en uærlighed. Der er ikke en klangdybde i Lykke-Pers øjne. Jakobe, Lykke-Pers forlovede, må indrømme indtil sidste øjeblik, at hun ikke kan få greb om, hvem Lykke-Per er. Men det er også umuligt, for Lykke-Per ved heller ikke, hvem han selv er. Hans søgen efter lykke, er en søgen efter sig selv, men han finder den ikke. Derfor bliver Lykke-Pers navn også en modsigelse af hele hans liv. Søgen på lykke bliver hans plage, hans ulykke. Han
forsøger at blive sig selv samtidig med at fornægte alt i sin fortid og sin barndom, der gør Lykke-Per til en straf for sig selv, en plage og en ulykke. Lykke-Per finder aldrig lykken. Han finder kun ud af, at han ikke kan finde sig selv.
Det uærlige manifesterer sig dog som et grundvilkår. Lykke-Per kan kun være sammen med det, han tror, han har brug for. Ethvert ord og ethvert forsøg på at hengive sig forbliver falsk. At han aldrig har kunne forlig sig med sig selv, gør ethvert fællesskab med en anden umuligt. Derfor er han også dømt til at leve alene til sidst. Ensomheden er dog heller ikke løsningen. I ensomheden finder han kun en forladt person, og denne person er en uforløst skuffelse. Han har aldrig kunnet finde sin plads i livet, og det er på trods af, at han har opført sig som den mest engagerede ingeniør. Som bekendt kommer der aldrig noget ud af hans ideer; de forbliver som han selv en uforløst skuffelse. Derfor er det ikke kun, fordi han helt konkret – særligt overfor de kvinder, han forfører – er uærlig; det er, fordi han som person udtrykker uærlighed og det uforløste.
Lykke-Per er ikke ægte, han lever i sit praktiske liv i visionen om den umulige revolution, og lever i sit indre i en forhåbning om at finde ro. Men roen er ikke at finde i det verdslige liv med Jakobe, heller ikke i det semi-religiøse liv med Inger og heller ikke i det ensomme liv med sig selv. Ensomheden til sidst i historien er en opgivelse: Lykke-Per har opgivet at finde sig selv, i stedet overlader han sig til naturen, hvor ingen kan konfrontere ham med det, han ikke er, og det, han ikke kan blive.
Ren og uforløst egoisme
Naturen er ellers selv en størrelse, som Lykke-Per måtte bekæmpe. Naturen skal kontrolleres og udvindes ved at ændre dets struktur (bygge kanaler) og udnytte dets kræfter (vind og vand). Men Lykke-Per må i sidste ende overgive sig til naturens passivitet og dens evige bevægelse. Naturen har ikke anden konfrontation med Lykke-Per end at ælde ham. Lykke-Per ældes, men i ensomhed med det sublime – med naturen selv. Naturen vinder dog, som den altid gør, og Lykke-Per må bukke under for cellernes uvilkårlige delinger: en kræftsygdom. Han dør ensomt, til trods for forsøget på at skabe forsoning med Jakobe. Den tid, som de kunne have haft sammen, de børn, som de skulle have lavet, er blevet formaliseret: Jakobe bygger en skole, og Lykke-Per forsøger at vise kærlighed gennem et stykke papir.
Det uærlige og uforløste ved Lykke-Per er hans evige forsøg på at gøre det rigtige, men når det kommer til stykket, så handler han ikke på det. Han forbliver sin egen dommer og bøddel. Det er altså en selvforskyldt ulykke, som fortsætter til hans død. Den er selvforskyldt, fordi kun Lykke-Per selv ligger inde med kræfterne til at gøre op med sig selv: dvs. forsøge at komme udover sig selv, hengive sig til en anden, finde sig selv i sin fortid, i sin tro, i sine forhold til andre mennesker, i sin egenskab som ingeniør, i sin magtesløshed. Man får nemlig en følelse af, at Lykke-Per vil placere skylden et andet sted. Om det er hos faderen, hos Gud, hos de rige, i det trygge liv, i ”skæbnen”, i naturen selv, giver det stadig ingen forløsning. Han bevæger sig nemlig fra sig selv til en uforløst situation, som han så beskylder for det, han ikke selv kunne. Lykke-Per bliver med andre ord kun i sit eget hoved og forbliver derfor det ultimative udtryk for en ren egoisme. At egoismen grundlæggende er en frustration, kommer af, at intet af det, som egoismen skulle have opnået, er lykkedes. Lykke-Per har stadig ikke fundet lykke.
Magtesløsheden
Lykke-Per er en uforløst tvetydighed. Han er et forsøg på at fjerne sig fra troen, men han finder sig kun fremmedgjort fra både det verdslige og det religiøse. Han forsøger at finde kærlighed, men må sande, at han ikke kan give sig selv hen. Han er et forsøg på at leve stolt, men ender med at blive tragikomisk: han bliver latterlig. Han forsøger at kontrollere naturen, men må i sidste ende overgive sig til dets passive styrke – uden at have formået at ændre den det mindste. Han forsøger at frigøre sig fra sin historie i håbet om at kunne fortælle den selv, men han ender kun med at trække sig tilbage fra alt, hvad han forsøgte at bygge op. Han forsøger at finde sig selv, men finder kun, at der ikke er noget selv at finde. Lykke-Per finder kun ulykke.
I virkeligheden er en rigtig stor del af frustrationen med Lykke-Per, at han er indbegrebet af frygt, eller måske nærmere angst. Det er en angst for at finde sit selv og for at blive skuffet over, hvad det viser; en angst for utilfredshed. Selvet eksisterer ikke hos Lykke-Per, og deraf bliver enhver søgen efter ro mislykket. Lykke-Per mislykkes altså også. Af den grund må han frasige sig selv som et subjekt, som et individ, som et selv, og give sig over til naturen, som kun eksisterer som en modsætning til det individuelle liv, vi normalt anerkender, at mennesket har.
Lykke-Per fjerner sig altså fra det at være menneske. Han bliver en del af naturen, som var han vind eller bølger, uden subjektivitet eller vilje, kun overgivet til dets bidende og ødelæggende proces i retning af destruktion, i retning af hans død. Lykke-Per bliver i sin ensomhed til natur, og naturen bliver til Lykke-Per. Men det er stadig ikke en ro, fordi det ikke var det, han oprindeligt ville. Lykke-Per ville finde ro i sig selv, i sit selv; han skulle ikke overgive sig til en anden transcendent størrelse. Nu har han kæmpet hele sit liv mod at falde i den kristne tros greb, og så forfalder han i stedet til naturen og frasiger sig dermed sit menneskelige subjekt.
Vores angst
Hvorfor bliver Lykke-Per en sorg og en frustration for os? Hvorfor kan vi ikke bare lade personen ”Lykke-Per” gå passé og så ellers bare nyde livet uden at skulle bekymre sig? Det synes umuligt, fordi Lykke-Per inkarnerer en generel frygt for ikke at lykkes. Han bliver udtrykket for ikke at blive det, man gerne vil blive, for ikke at finde sig selv, for ikke at kunne finde ro med sig selv og med andre.
Han er fortællingen om den, som ikke kunne få lov til at skrive sin egen historie, hvilket er en magtesløshed, som jeg tror, vi alle frygter. Éns unge års visioner bliver gennem personen ”Lykke-Per” destrueret. Vi kan ikke komme væk fra det, som er integreret i vores liv, og hvis vi ikke forholder os til det og forliger os med vores fortid, nutid og vores potentielle fremtid, så finder vi ikke lykken. Så ender vi med at blive et passivt hylster, som må give sig hen til naturens gang. Vi vil ældes uden at finde autencitet, kærlighed eller ro. Vi bliver ikke andet end en flygtning fra os selv, vores drømme og vores lykke.
Derfor bliver jeg fyldt med frygt af at se Lykke-Pers skæbne udfolde sig foran mine øjne. Det er en frygt for ikke at kunne finde lykke og ro. Det er en frygt for, at min stræben i virkeligheden ender med at bide sig selv i halen og være nyttesløst, at mit liv bliver nyttesløst, at mit virke bliver nyttesløst. Af den grund græder jeg, når jeg ser Lykke-Per gå fra sine børn og Inger og det semi-religiøse, som ellers var en mulighed for, at Lykke-Per kunne forlige sig med sin fortid, med det sted, han er opvokset, med den tro, som han har fornægtet, og med sin familie. Dér ville der have været en mulighed for at finde sit selv igennem sine børn, sin kone og den genkendelige natur i Jylland. I stedet for dette må han udleve sin tragedie og forlade alt, leve alene og overgive sig til naturens destruktion. Lykke-Per er den tragedie, som man ikke selv vil opleve, og derfor bliver han så ufatteligt frustrerende.
Kommentarer