[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Daniel Hartvig Nielsen[/vc_column_text][vc_column_text]I anledning af premieren på den danske krigsfilm 9. April, der omhandler de første timer og den eneste officielle modstand mod Tysklands besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig, stiller Ordet.net skarpt på de to første film, der behandlede besættelsestiden efter befrielsen i maj 1945.
Anden verdenskrig betød, at dansk film var påbudt visse censurforbud af den nazistiske besættelsesmagt. Selvom flere film allegorisk kritiserede den tyske værnemagt, eksempelvis Hagen Hasselbalchs Kornet er i fare (1944) og mere diskret i Bodil Ipsens Mordets Melodi (1944), så betød krigens ophør, at dansk film endelig kunne behandle krigen i mere direkte forstand. Den første film, Johan Jacobsens Den usynlige hær, kom kun 5 måneder (!) efter krigens ophør, den 6. oktober 1945, mens netop Bodil Ipsens og Lau Lauritzen Jr.’s De røde enge fulgte første juledag 1945. Nationalpatriotismen får fuldt spil, mens kritikken af den danske stat er mere beskeden.
I De røde enge er fokus lagt på modstandsbevægelsen med Poul Reichhardt i front som den fængslede Michael, der i flashbacks afdækker sin anholdelse, der involverer en stikker. Mens der i Den usynlige hær udspiller sig et trekantsdrama mellem frihedskæmperen Poul (Mogens Hvidt), hans kone Alice (Bodil Kjer) og vennen/elskeren Jørgen (Ebbe Rode), der udvikler sig i takt med, at en sabotageaktion kompliceres.
Begge film kritiserer delvist den passivitet, som optrådte hos den brede befolkning. I Den usynlige hær går Poul så langt, at han i en ophedet diskussion kalder det for ”åndeligt værnemageri”. Mens Lau Lauritzen Jr. som frihedskæmper i De røde enge noget patetisk udlægger kritikken med replikken: ”Ja, nu er det et spørgsmål, når man ser koldt og nøgternt på det, om de fortjener vores indsats. De hører nogle skud og sover videre, hører braget af en eksplosion og danser videre” – efterfulgt af spørgsmålet: ”tror du nogensinde vi bliver husket for det her?”. Derimod optræder der ingen direkte kritik af Danmarks officielle passivitet og politikernes samarbejdspolitik.
Nationalpatriotismen er derimod tydelig at spore, stærkest i De røde enge, hvor vigtigheden af krigens anonyme modstandsbevægelsesfolk påpeges. Filmen dyrker de store følelser, som da den lidende kæreste, Ruth (Lisbet Movin), tappert afstår sin forlovede, Michael (Reichhardt), for fædrelandskærlighed. Derimod er fjendebilledet i De røde enge mere nuanceret. På den ene side har vi den klichéramte, sadistiske tyske torturmajor, Strumbannführer Mackensen (en velspillende Einer Juhl), der med stor glæde piner Michael, i en i øvrigt ganske stærk og realistisk scene for sin tid, og på den anden side, den humane tyske fangevogter, Steinz (Per Buckhøj), der ender med at redde Michael fra henrettelse.
Til gengæld er De røde enge kontroversiel i dens berettigelse af stikkerlikvideringer. Sladrehanken med øgenavnet ’Prikken’ (en ung Preben Neergaard) har mod betaling givet informationer videre til Gestapo – og da gruppen opdager det, bliver der ingen nåde vist. Nærmest som en bibelsk reference spiser ’Prikken’ konstant æbler og ganske efter Det Gamle Testamentes udlægning, så får ’Prikken’ også devisen om ”tand for tand, øje for øje” at føle.
Den usynlige hær går tæt på hverdagslivet uden for modstandsbevægelsen, hvor de efterladte kvinder og de mænd, som ikke kunne indfinde sig i den aktive helterolle, får en stemme.
Selvom filmene summer af en høj patriotisk stemning, så markerer de samtidig en tidstypisk tone, hvor den danske befolkning skulle rense deres synder efter en krig, hvor Danmark som nation fremstod passiv. I filmene er det især ungdommen med stjernerne Poul Reichhardt (i begge film) og Poul Hvidt i spidsen, der står som styrken i det danske samfund, og de bliver et symbol på den nationalpatriotisme som hersker efter krigen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer