Anmeldelse
EDMOND: Fransk teaterpoesi flyder i en klar strøm

Af Christine Roederer

Hvis du aldrig har hørt om stykket Cyrano de Bergerac (1887), skrevet af den legendariske franske digter Edmond Rostand, vil du måske blive overrasket over dets popularitet. Stykket er Frankrigs mest opførte teaterstykke nogensinde, og hovedpersonen, Cyrano de Bergerac, er blevet spillet af et væld af episke skuespillere: Jean-Paul Belmondo, Gérard Depardieu, og Christopher Plummer.

Vi er i 1897. Edmond Rostand er en mislykket digter, og han har ikke været i stand til at producere noget brugbart materiale i årevis. Men når den berømte Constant Coquelin, en af Paris’ mest populære skuespillere, banker på Rostands dør og spørger efter en hovedrolle i hans næste skuespil, kan Rostand ikke sige nej. Han fortæller, at han har et stykke klart. Men på det tidspunkt har han kun en enkelt ting, titlen: Cyrano de Bergerac.

Edmond er baseret på det prisvindende skuespil af samme navn, og Alexis Michalik, der instruerer filmen, var også scene-instruktør på stykket. Et stykke der i øvrigt vandt fem Molière-statuetter, som i den engelske verden svarer til Olivier-prisen.

Man kan godt mærke, at filmen er baseret på et teaterstykke. Dialogen flyder som en klar strøm. Først føles det underligt at lytte til teatersproget, der bruges. Men efter nogle minutter strømmer ny liv ind i dialogen, og man glemmer helt, at man ser et skuespil, der er blevet tilpasset skærmen. Karaktererne kommer til live, og når Rostand står i en kreativ trance og deltager i poesi-battles (svarende til nutidens rap battles) leverer han pludselig den mest berømte monolog, der er kommet ud af det franske teater.

Denne monolog titter frem alle steder i den franske kulturverden. Hvis du nogensinde har set Asterix & Obelix – Mission Kleopatra (2002), har du måske undret dig over, hvorfor Gérard Depardieus Obelix pludselig står og leverer poetiske vers foran sfinksens afbrækket næse: “Den næse er et forbjerg, min kære; et forbjerg… hvad siger jeg… en halvø, på ære!” Dette er en af mange referencer til Cyrano i populærkulturen, og her er referencen tilmed dobbelt – Depardieu spillede selv Cyrano på film i 1990.

Thomas Solivérès er bedårende som den generte Edmond Rostand, mens Olivier Gourmet leverer al den pompøse pragt, som Constant Coquelin havde i sig. Der er ikke nogen internationale A-listers med i filmholdet – og det giver Edmond den bedste charme, den kunne have fået. For i stedet for at sidde og tænker over, hvor godt den ene eller den anden skuespiller gør det, så kan man nyde et originalt scenarie, flotte kostumer og kulisser, der transporterer dig til Paris i slutningen af 1800-tallet.

Og så dialogen – det franske sprog får lov at løbe løbsk på alle de flotteste måder i denne film. Ordene foldes ud som en origamiblomst, og alle dem, der elsker det romantiske sprog, vil nyde de skarpe vendinger og den flotte klang. Og det kan du nyde, også selvom du aldrig nogensinde har hørt om Cyrano de Bergerac før. Det må du ikke snyde dig selv for.

Kommentarer