Af Bella Juncker

Corona-konspirationer, mundbind, restriktioner, oprejsningen af den virale internetkultur og Black Lives Matter-demostrationer; Sådan vil år 2020 for altid blive husket, for dens altafgørende ændring af verden, og bliver nu foreviget i Ari Asters nyeste skud på stammen, Eddington, der tager instruktøren i en hidtil uset retning. Pakket ind i velkendte western-konventioner, kaster han os direkte tilbage til den uhyggelige virkelighed, der udspillede sig for kun 5 år siden.

Genforenet med sin muse, viser Joaquin Phoenix sig igen som den perfekte legemliggørelse af Ari Asters provokerende og krøllede filmstil, i rollen som den asmatiske Sevilla county-sherif, Joe Cross, der har fået nok af den tech-glade borgmester, Ted Garcia (Pedro Pascal), og lokalsamfundets splittelse over coronarestriktioner. I sin lavmælte skuespilsstil, kombineret med en situation der gradvist udvikler sig i et ukontrollerbart tempo for hovedpersonen, brillerer Joaquin Phoenix uhyrligt. Eddington bliver scenen for den politiske og moralske nedgang af USA, i denne klassiske western stand-off mellem sheriffen og byens borgmester, når Joe Cross beslutter sig for at stille op i valget som den nye borgmester.

I en rolle, der er så langt fra hans virkelige offentlige persona, bringer Pedro Pascal en uhyggelig kynisme til et ellers, udadtil, hjertevarmt lokalsamfund. Rivaliseringen imellem de to er elektrisk og kemien imellem skuespillerne er sublim. Det er derfor også en skam, at deres konflikt ikke får lov til at fylde mere på skærmen end den gør. I stedet introduceres der konstant nye situationer, som Joe Cross skal tage stilling til, imens konflikten med Ted Garcia langsomt falder i baggrunden, som mere og mere kaos udfolder sig i Eddington.

Med flere store Hollywood-navne på plakaten, heriblandt Austin Butler som konspirationsteoretiker og Emma Stone som Joe Cross’ hustru, emmer filmen af talent. Men selvom skuespillerne bærer filmen godt, og på trods af et hovedrystende og virkelighedsnært budskab, så er det svært at blive grebet af filmen. Måske er det dens konstante subplots, der forvilder opmærksomheden væk fra den uidentificerbare hovedkonflikt, eller bare dens utroligt langsomme tempo, der er som at se kaos udfolde sig i slowmotion, så er der noget ved filmen, der bare ikke fungerer. I virkeligheden falder filmen i unåde, for den er kedelig og svær at holde af, medmindre man bliver bidt af den sorte humor og alle de subtile kommentarer som Aster får flettet ind i hver en scene.

Om end Eddington er Asters svar på en moderne western, og en provokerende skildring af det kaos, der udfoldede sig i ly af corona-pandemien, der viser dig den uforståelige virkelighed af, hvad USA er blevet til, så er han stadig den slags instruktør, der deler vandene. Hans stil, som han holder sig ganske tro til i denne film, er en smagssag, og det viser han igen i Eddington, der er en mindre surrealistisk men ligeså provokerende film som Beau Is Afraid (2023). På 2,5 times spilletid, havde det klædt filmen og Ari Aster med et skarpere fortællerfokus- og tempo, i stedet for at sovse rundt i alle de ting, der gør filmen langsom.