[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Strini Lethan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Jeg tænker stadig over, hvad i alverden der var i den kaffe, jeg drak, før jeg satte mig til rette i biografsædet for at se Eddie the Eagle. Sjældent har jeg set noget lignende, endda noget jeg i princippet burde være kritisk over for. Størstedelen af plottet er ikke historisk korrekt, den er fyldt med klichéer og total forudsigelig. Alligevel er jeg stadig fuldstændig solgt.
Peter Myginds fantastiske 90’er-karakter, Score-Kaj, snakkede om de tre S’er: charme, selvtillid og lækkert hår. Well, lækkert hår er ikke det første man tænker på ved Eddie the Eagle, men de to andre S’er er selve drivkraften i filmen. Hold nu op hvor det emmer af charme og fortællelyst. Hverken Taron Egerton eller Hugh Jackman får nok en Oscar, men karaktererne er hyggelige og netop charmerende. Denne charme afspejles også i humoren. Eddie the Eagle er ikke en lårklasker eller en plat Adam Sandler-komedie, men man sidder nærmest konstant med et lille skævt smil på læben.
Det åbenlyse kritikpunkt må uden tvivl være plottet. Det er noget af det mest forudsigelige, der er set i mands minde. Desuden hober klichéerne sig op fra første minut. Ofte vil dette være negativt, men det har jeg bare ikke en fornemmelse af, at det er. Tværtimod sad jeg filmen igennem og lod klichéerne slippe af sted med det, ja, jeg nærmest glædede mig til dem. Når der efter et vellykket hop fra Eddies side bliver spillet ”Jump” af Van Halen, og man smiler i stedet for at trække en grimasse, så må der være noget, der fungerer
For mig er den overdrevne brug af klichéer et udtryk for den totale dedikation, man har lagt i projektet. ”Go big or go home” er et meget passende udtryk. Hvis man skal bruge én kliché, hvorfor så ikke bruge dem alle? Hvis klichéerne havde været sporadiske, så havde de højst sandsynligt været mere malplacerede, og så var projektet faldet til jorden. I stedet bliver Eddie the Eagle mere meta, da ”go big or go home” netop er Eddies motivation. Du får én chance, hvor du med sikkerhed kan fejle, så hvorfor ikke bare gå all in?[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Eddie the Eagle[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Dexter Fletcher[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK, USA, Tyskland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Nogle gange må man bare tage en film for det, den er. Det har jeg måtte sande med Eddie the Eagle. Selvom der i princippet er meget at klage over, så kan jeg simpelthen ikke få mig selv til det. Jeg må indrømme, at jeg var så solgt, at jeg faktisk var ligeglad med manglerne og klichéerne. Nu har du måske set det antal stjerner, der står her i siden og tænkt, at det er da ret højt. Ja, men når man sidder på sædekanten og nærmest jubler med ved Eddies sidste hop, så fortjener filmen i mine øjne fem flotte stjerner. Lad de kritiske briller blive derhjemme og bare nyd charmen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer