[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjarke Johansen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Det er ikke sjovt at skulle flytte fra alle sine venner. Det er den situation de tre unge drenge Alex, Tuck og Munch står i, da der skal bygges en ny motorvej gennem deres lille nabolag. Men så en dag sker der noget utroligt. De tre får mystiske signaler via deres telefoner, der leder dem til opdagelsen af et lille, robotagtigt rumvæsen, de giver navnet Echo. Men hvad vil det lille væsen dem, og hvad skal der blive af deres venskab, når nu de alle står til snart at skulle skilles ad?
Der var mange adventurefilm i 80’erne, hvor børnene måtte trodse de voksne og tage på en fantastisk rejse, hvor det ikke kun var selve oplevelsen, men deres egen vækst, der gjorde det til en stor oplevelse. Blandt andet blev Elliot gode venner med et venligt rumvæsen i E.T. The Extra Terrestrial (1982), Goonierne gik på skattejagt forfulgt af en ondsindet forbryderbande i The Goonies (1985), og en gruppe drenge konfronterede både deres eget liv og døden i deres søgen efter et berygtet lig i Stand By Me (1986). Og Earth To Echo er, om ikke andet, et rart gensyn med denne type glade eventyrfilm, som der i de sidste mange år har manglet en del af. Men er det også lykkedes at opdatere historien på en måde der får et sådant eventyr til at føles troværdigt i vores tid?
Det første tegn der viser, at der er forsøgt på at gøre filmen mere tidsrelevant er dens found footage-agtige stil, hvor størstedelen af filmens action er filmet gennem diverse GoPro- og telefonkameraer, som drengene har med sig. Selvom dette er med til at placere fokusset i filmene i den korrekte børnehøjde og i sandhed gøre det til deres verden, der er upåvirket af de voksne med mindre plottet kræver andet, kan man også frygte, at det kommer til, at gøre filmen til en tidskapsel, når engang found footage genren begynder at tynde ud.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Earth to Echo[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Dave Green[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Derudover er illusionen heller ikke komplet. Ikke kun er der blevet klippet meget målrettet, en af drengene tager også tit rollen, som fortæller hen over de klip, vi får at se, og rejserne fra sted til sted markeres med Google Maps-agtig grafik. Disse minder ganske vist én om de streger på verdenskortet, man har set i utallige eventyrfilm og virker som en kvik opdatering, men resultatet er bare, at found footage aspektet bliver utroværdigt. Man skulle muligvis have valgt enten at køre stilen helt ud, eller at filme lidt mere traditionelt for at lade historien udfolde sig.
Hvad historien angår er den som sådan velfortalt og velspillet af de unge skuespillere, der ganske vist passer ind i visse klassiske arketyper, men dog aldrig helt bliver til irriterende, omvandrende klichéer. Echo selv er da også et spændende lille væsen, og hans integration med den teknologi, der i høj grad dominerer de unges liv, fungerer udmærket. Problemet er, at begge dele af historien er blevet fortalt før, og filmen kommer til at minde for meget om en genfortælling af en tidligere eventyrfilm frem for et nyt skud på en genre, der længe har været død. Stand By Me er ganske enkelt en bedre road movie end Earth to Echo, samtidig med at E.T. er en bedre alien film, og det giver ikke publikum meget grund til at se, hvad der essentielt set er en blanding af de to.
Earth to Echo fungerer udmærket som et hurtigt lille eventyr, og er da såmend også seværdig. Men man kunne ønske, at den i højere grad var sin egen i stedet for i så høj grad at læne sig op af lignende klassikere.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer