[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Joachim Morre[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Man kunne hurtigt få fornemmelsen af, at Me and Earl And the Dying Girl er en film, man har set før. Som en coming of age-indie film, der kredser om den misforståede outsiders problemer med at finde fodfæste i highschool-livet, indskriver den sig i en genre, der har fået enormt meget eksponering de sidste år.
Lad mig med det samme slå fast, at denne film formår at være noget andet – noget mere.
Vores cinefile hovedkarakter, Greg, har et så begrænset social-liv, at det kan sammenfattes i en film-titel. I sin fritid laver han filmparodier med sin ”co-worker” Earl (Greg bruger ikke ordet ven om nogen) og ellers aflægger han besøg hos den leukæmi-ramte klassekammerat Rachel på sin mors opfordring. Mødet med Rachel bliver et vendepunkt for Greg, der pludselig må forholde sig til livets alvor – både Rachels og sit eget.
Med Greg som upålidelig kommentator på begivenhederne og de demonstrativt klodsede titel-skilte, der tilbagevendende placerer kapitlerne i filmes forløb, ledes og vildledes seeren rundt i ungdomsuniverset. Kameraarbejdet er imponerende, og de skæve kompositioner og glidende kamerabevægelser tilfører filmens enkelte scener en friskhed og en identitet.
Den alternative fortælleform og de æstetiske ambitioner, der er tydelige i arbejdet med billedsiden, er nogle af de greb, der adskiller filmen fra den gængse coming-of-age-indie film.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Me and Earl and the Dying Girl[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Alfonso Gomez-Rejon[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Instruktør Alfonso Gomes-Rejon, der tidligere har arbejdet som Scorseses assistent, kaster om sig med referencer til både film og litteraturhistorien og får rigtig meget ud af det. De intertekstuelle referencer er effektive – både når det skal være sjovt , men også når de fungerer som kommentarer på indholdet.
Instruktøren er heldigvis ikke bange for at dvæle ved scenerne, og nogle af de allerstærkeste øjeblikke i filmen opstår i vedholdende one-takes, hvor Greg og Rachel joker og taler alvor. I sammenfaldet mellem de velskrevne jokes og den presserende alvor opstår en varme, der ender med at være filmens allerstørste styrke. Filmen formår at placere sig selv og sine karakterer i perfekt balance mellem humor og alvor.
For vi er vant til, at det er sjovt at høre fortællinger fra high school-livet med alt, hvad det indebærer af usikkerheder, smukke piger, social status og skolearbejde. Men når dette rum med alle dets klicheer og fald-på-halen jokes konfronteres med en velafviklet sygdomshistorie bliver ungdommens flygtighed pludselig præsenteret på en ny og rørende måde. Og da filmen skal rundes af bliver pathoskanonerne da også kørt i stilling. Men det virker og har sin klare berettigelse.
Me and Earl and the Dying Girl er et forfriskende take på coming-of-age-indie-filmen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer