THE DUFF: High School-livets brutale ”sandheder”

Af Ida Lydom Thomsen

Mean Girls (2004), Superbad (2007) og den ældre Breakfast Club (1985) er alle film, der på ganske underholdende vis skildrer de amerikanske high schools’ enormt typeopdelte sociale hierarki. The Duff er endnu en film i rækken om prøvelserne som teenager – dog uden samme komiske pondus som de ikoniske eksempler.

The Duff følger den nørdede pige, Bianca (Mae Whitman), der med sit drengede tøj og interesser er meget forskellig fra sine to enormt lækre, men samtidig talentfulde og søde veninder. Disse to piger er ombejlede, og da Biancas populære nabo Wesley (Robbie Amell) til en fest får afsløret for Bianca, at hun er gruppens mindst attraktive person – dens DUFF (Designated Ugly Fat Friend) – går det op for hende, at hun bare bliver brugt af andre til at komme tættere på de underskønne veninder. Bianca er meget utilfreds med titlen og bryder med veninderne. Hun spørger Wesley om hjælp til at komme af med det ærgerlige mærkat i bytte for fysikhjælp. I kølvandet på denne nye bevidsthed følger alt, hvad remmer og tøj kan bære, cybermobning af den onde, smukke Madison (Bella Thorne) og dates med mere eller mindre perfekte fyre.

Filmen om det sociale hierarki bevæger sig rigtig hurtigt og har et heftigt brug af rammer og andet grafik, voice-over, små drømmescenarier og enormt meget popmusik, der blæser ud i salen hvert andet minut og gør filmen alt andet end søvndyssende. Filmen tager en moderne vinkel på genren, hvor alle karakterer præsenteres med hash-tags og grafik, der ligner profiler, mens mobning er flyttet til Snapchat og diverse virtuelle rum. Hvad der, på grund af denne lidt larmende stil, til at starte med ligner en snert af selvironi og ironisk distance til genren fordufter dog mere og mere, som handlingen skrider frem. Cybervinklen gør ikke, at man overser, at historien er én, man har set mange gange før.

ANMELDELSE AF:
The DUFF

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Ari Sandel

LAND:
USA

De to hovedpersoner klarer opgaven udmærket og formår at bringe charme ind i filmen. At Amell, der skal forestille at være 17 år gammel, ligner én på 29, og at Mae Whitman på ingen måde er hverken fed, grim eller på anden vis utiltalende, må man bare abstrahere fra. Ken Jeong og Allison Janney spiller henholdsvis lærer og mor og skal fungere som komiske bifigurer, hvilket især i Jeongs tilfælde er meget vellykket.

The Duff prædiker, ligesom den typiske teenage-film, individualitet, troen på sig selv og respekt for alle typer udseende, men svælger i make-overs, bare overkroppe, supermodeller og slow-moes af personer, man sjældent ville finde i det amerikanske skolesystem. At man ikke nødvendigvis kun består af det, som ens sociale ”klasse” dikterer, bliver virkelig pointeret i løbet af filmen, hvilket dog forekommer utroværdigt, da mange af historiens bipersoner, som for eksempel den onde Madison, er voldsomt endimensionelle og karikerede.

High School-film skal have den lidt for klistrede slutning og de karikerede grupper. Problemet er dog bare, at denne her historie grundlæggende mangler noget mere humor. Der er sikkert mange, der vil nyde den, fordi den netop minder alle de andre i genren, men det havde været rart at se det dødsyge plot blive krydret med lidt mere selvironi og lidt færre elevator-skud af folk, der kommer ind i et lokale.

Kommentarer