Vesterhavet er smukt og ubarmhjertigt på samme tid. Lyngen svajer blidt i den barske vind. Kompositionen og farverne er som taget ud af et guldaldermaleri. Milde lysindfald i dunkle bondestuer, velstand og velour ved københavnermiddage og så denne vilde natur danner romantisk baggrund for den frygtelige historie om Lykke-Per: et menneske, der ville så meget, og som var lige ved at nå det hele, var det ikke for den skrækkeligste skurk; ham selv.
Bille August har iscenesat det hele med en kunstmalers sikre hånd. Billedernes skønhed står i kontrast til det gruopvækkende ved fortællingen om Peter Andreas Sidenius, Lykke-Per, der forkaster den pittoreske opvækst hos sin jyske præstefamilie for at drage til Købstaden med store ingeniørdrømme om alternativ energi og regulering af naturen.
Lykke-Per er ublu, umådelig egoistisk, frygtelig stolt, men mest af alt meget frygtsom; frygtsom for at gå over i ensomhed og glemsel, at være ubetydelig. Derfor prøver han gennem hele livet at bevise sit værd; overfor sin far, overfor de velhavende, mest af alt overfor sig selv. Der er så meget Lykke-Per begærer, men hver gang han er ved at få det, flytter begæret sig et nyt sted hen og bliver endnu engang til et umuligt mål langt fra ham selv; enten konkret eller åndeligt.
For sådan er det for den, der aldrig stiller sig tilfreds, og som altid vil have mere, og lige så meget som dette lyder som kristen snak om straf, lige så meget var Lykke-Per indoktrineret til at vente på at skulle råde bod for alle sine synder. Der er altså tale om social arv, men også om noget andet, og det er dette andet, der gør både Pontoppidans udviklingsroman (1898-1904) og Bille Augusts filmatisering til noget ganske særligt og interessant.
Forskellen på en dannelsesroman og en udviklingsroman beror groft set på, at mennesket i dannelsesromanen former sin egen skæbne og ender afklaret og i harmoni. Selvopfattelsen og virkeligheden stemmer til slut overens. I udviklingsromanen strides menneskets indre drømme med virkeligheden – de to kan aldrig forenes.
Langt de fleste film er som dannelsesromaner. Helten er noget særligt, og det ved han godt, eller i hvert fald finder han ud af det – han går en storslået skæbne i møde. Igennem filmen lykkes det ham, ofte på en lidt overraskende måde, at bringe overensstemmelse mellem sit indre potentiale og sin ydre status. Det hele giver en lykkelig slutning og harmoni i verden.
Men er den lykkelige slutning særlig realistisk? Ender langt de fleste mennesker ikke deres liv med at konstatere, at intet blev, som de troede, det ville blive, og da slet ikke deres egen skæbne? Er harmonien et selvfølgeligt gode for de fleste liv? Desværre ikke.
Lykke-Per er filmens svar på en udviklingsroman; kompliceret og brutal – et drama af usædvanlig høj kaliber. Peter Andreas er ikke sympatisk, men han er genkendelig.
Alle, der har prøvet at drømme store drømme og at gå efter dem uden skam, alle, der har villet realisere sig selv, har et eller sted også oplevet frygten for, at alt det, de håbede, ikke ville blive til virkelighed. Alle de har i glimt oplevet at være Lykke-Per.
Lykke-Per er historien om den menneskeskæbne, der på trods af en stærk vilje alligevel ikke endte i harmoni eller lykkeligt, og ingen andre er at bebrejde end hovedpersonen selv, der altså både er protagonist og antagonist i sit eget liv, præcis som alle os andre. Historien rummer kærlighed, begær, grådighed og had, men vigtigst af alt dyb, psykologisk indsigt. Derfor er Lykke-Per både et skræmmende og fascinerende bekendtskab.
Kommentarer