Af Mads Korsholm Petersen
Virkeliggørelsen af skøre påfund og kringlede ideer, hvor kun fantasien sætter grænser, er animationsfilms ubestridte force. Animatorer kan godt lide at spille med musklerne og i de tilfælde, hvor målgruppen er børn, er der en tendens til, at filmene drukner i sjov og spas uden at have meget på hjerte. Det er heldigvis ikke tilfældet med Kim Hagen Jensens dansk-producerede Drømmebyggerne.
12-årige Minnas (Emilie Koppel) liv vendes på hovedet, da hendes fars kæreste og nye bonussøster Jenny (Caroline Vedel Larsen) flytter ind. Jenny er en plage, så da Minna en nat møder de forunderlige væsener, Drømmebyggerne, øjner hun muligheden for at ændre Jenny’s adfærd ved at manipulere hendes drømme. Det får konsekvenser, der tvinger Minna til at rejse dybt ned i drømmeverdenen for at redde sin nye familie.
Selvom filmen er pakket elegant ind i et umådelig flot og betagende drømme-univers, som gør tvivlere af dansk animationsfilm til skamme, hersker der ingen tvivl om, at skilsmisse og livet som sammenbragt familie udgør kernen af fortællingen. Filmens fuldkommenhed er hjulpet godt på vej af den klassiske Pixar-opskrift, hvor forældre ikke føler, at de har spildt halvanden time i en biografsal fyldt med tikkende sukkerbomber, men tværtimod tager derfra med et smil på læben eller sågar en tåre i øjenkrogen.
Allerede fra start af står det klart, at Jensen har prioriteret detaljerigdommen højt. Værd at nævne er placeringen af fire skakbrikker, som symbolsk afspejler familiens tilstand. To hvide, en konge og en bonde, og to sorte, en dronning og en bonde. Sjældent oplever man en sådan grad af sofistikerede detaljer, der med et enkelt øjekast formår at opsummere filmens altoverskyggende konflikt.
Den helt store overraskelse er filmens scene stealer Drømmebyggeren Gaff (Martin Buch). Med naturlig stemmeføring, i stærk kontrast til den typisk overgearede dubbing, giver han den nervøse og usikre karakter liv. Beklageligvis kommer det spøjse væsen til at stå i skyggen af det ellers smalle persongalleri og bliver mod slutningen nærmest glemt. Det er ærgerligt, men på godt og ondt giver det plads til navnlig Jenny-karakterens udfoldelse.
I filmens måske mest mindeværdige øjeblik, møder Jenny et minde i drømmeverdenen: Et højlydt skænderi mellem hendes forældre. Har man oplevet lignende tilfælde i sit eget liv, vil man med garanti kunne nikke genkendende til Jennys hjerteskærende minde, og ville nok ønske, at man ligesom i drømmeverdenen kan ende skænderiet ved blot at fjerne nålen fra en grammofonplade. Jensen beviser, hvordan han med omhyggelig finesse, uden brug af en kedsommelig, eksplicit italesættelse, formår at tackle selv de vanskeligste og mest ømme episoder fra barndommen.
Drømmebyggerne er noget så sjældent som en sand dansk animations-perle! På linje med internationale succeser som Inderst Inde (2015) og Coco (2017) formår Kim Hagen Jensen at skabe et fængslende, fantasifuldt og farverigt univers, der på intet tidspunkt tilsidesætter den gode historie. Hvis niveauet kan bibeholdes i fremtidige produktioner, kan Pixar godt begynde at se sig over skulderen, for med Drømmebyggerne byder dansk animation Pixar op til dans.
Kommentarer