Af Christian Povlsen
S. Craig Zahler vakte stor opsigt med Bone Tomahawk (2015) og Brawl in Cell Block 99 (2017). Nu er han tilbage med endnu en voldsom genrefilm, der ligesom sine forgængere ikke er bange for at provokere. Denne gang med en hårdkogt heist-film efter alle kunstens regler.
Vi følger de to småracistiske betjente Brett (Mel Gibson) og Anthony (Vince Vaughn), som suspenderes efter at have været lidt for hårde ved en kriminel minoritet. Uden penge og begge med et ønske om at komme væk fra det slumkvarter, de bor i, planlægger de at stjæle tyvekosterne fra et nært forestående bankkup. Det er skønt at se Mel Gibson i en så potent rolle igen, og hans sammenspil med Vince Vaughn er et af Dragged Across Concretes mange højdepunkter.
Sideløbende med deres fortælling møder vi den netop løsladte småforbryder Henry Johns, spillet af den undervurderede Tory Kittles, som vi forhåbentligt kommer til at se meget mere til i fremtiden. Henry bliver inden længe kontaktet af sin barndomsven, Biscuit (Michael Jai White), som skal bruge hjælp til et bankkup, som tilfældigvis er det samme, som Brett og Anthony har set sig varme på. Undervejs er der også plads til små, men spændende biroller til blandt andet Thomas Kretschmann, Udo Kier og især Jennifer Carpenter. I det hele taget er sammenslutningen af skuespillere eminent.
Filmens næsten litterære manuskript giver sig god tid, og med en spilletid på over to en halv time får man virkelig mulighed for at lære persongalleriet at kende. Efterhånden som handlingen skrider frem, bliver der lagt mere kød på personerne, og ens førstehåndsindtryk af dem bliver udfordret. Zahler beviser altså endnu engang, at han mestre at skabe tredimensionelle og nuancerede karaktere.
Der er i den grad skruet op for ultravolden, og kærligheden til splatterfilmens legesyge opfindsomhed er tydelig. Filmen gør stort brug af praktiske effekter, hvilket er en fryd at se. Dette giver både skuespillerne noget at reagere på og arbejde med. Som for eksempel når der skal graves en slugt nøgle ud fra en bunke tarme.
Dragged Across Concrete er ikke berøringsangst med det politisk ukorrekte. Den leger også meget med den hvide mands plads i den nye identitetspolitiske virkelighed. Hovedkarakterernes ideologier er som taget ud af en John Ford-western. Både når det kommer til deres syn på race, køn og seksualitet. Det ved filmen godt, og derfor skal man nødvendigvis ikke se det som om, at der advokeres for deres verdensbillede. Tænk i stedet på Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969) og fortællingen om, hvordan de traditionelle cowboys må se sig slået af tiden.
Ligesom karaktererne er fanget i fortiden, så er Zahler også fuldstændig indsmurt i 70’ernes exploitationfilm og deres virkemidler. Han sammenlignes ofte med Quentin Tarantino. De har begge en stor kærlighed til denne makabre del af filmhistorien, og de viser det begge glædeligt. Zahler er dog langt mere rolig i sit filmsprog, og gør ofte brug af stillestående totalbilleder i modsætning til Tarantinos mere legesyge stil.
Hvad enten det er dens fremstilling af et konservativt USA, dens udpenslede vold eller det langsomme tempo, så skal Dragged Across Concrete nok afskrække nogle. Den er ikke bange for at træde folk over tæerne, og den er skrevet og instrueret af en filmskaber, som helliger sig selv 110% til genrefilmens mytologi og rå æstetik, uden at stryge tilskueren med hårene. Det er dejligt befriende at være vidne til.
Dragged Across Concrete kan købes og lejes digitalt
Kommentarer