Af Sidsel Minuva
Jeg indrømmer blankt, at jeg nyder at se serien Downton Abbey (2010-2016). Jeg klapper i mine små hænder og ligner min egen mor, når jeg frydefuldt fanger et afsnit på flow-tv. Men det var alligevel med visse bekymringer, at jeg satte mig i biografsædet for at se Downton Abbey filmen. En tv-serie er trods alt ikke samme format som en 2-timers film, og jeg frygtede, at historien enten ville være tynd og udvandet eller overfyldt som en grotesk juleand.
Der er ingen tvivl om, at Downton Abbey læner sig mod sidstnævnte problematik. Men spolerer det hele oplevelsen?
På det overdådige gods Downton Abbey bor familien Crawley, der består af to døtre, Lord (Hugh Bonneville) og Lady Grantham (Elizabeth McGovern) og selvfølgelig Lord Granthams moder, enkehertuginde Violet Crawley (Maggie Smith). Da de får besked om, at godset venter fint besøg fra selveste kongen og dronningen, bliver hverdagen endevendt. Både personalet og aristokraterne kommer på overarbejde for at forberede sig til det royale visit.
Først og fremmest er der ikke nogen tvivl om, at der, præcis som i serien, er kælet for hver en detalje. Tidsperiodens overdådige kjoler, lysindfaldet på godsets fine gulvtæpper, nærbillederne af et damptogs sublime detaljer – det hele er i den grad effektfuldt og tryller én tilbage til de sprudlende 20’ere.
Oveni det er skuespilpræstationerne jævnt gode. Ikke alle er fantastiske, men de fungerer, hvor det gælder. Især Magge Smith udmærker sig som Violet Crawley. Hun brillerer i at udtrykke både Violets ihærdige stædighed, hendes humor, samt hendes fløjlsbløde indre, der titter frem i en af filmens allerstærkeste scener.
Karaktererne og deres skuespillere skinner for det meste igennem i de sidehandlingsforløb, de tager del i. Og dem er der mange af. Nogle er bedre og større end andre, for denne rodede plotstruktur er uden tvivl Downton Abbeys største problem.
Jeg har en klar forkærlighed for den homoseksuelle butler Thomas’ (Robert James-Collier) lille historie. Fokus er på hans seksualitet på godt og ondt, og det er både tidstypisk hjerteskærende og en enorm lettelse. Gennem hele filmen spøger også spørgsmålet om royalisme og dets modsætning, og hvad monarkerne betyder for folket. Det tilføjer en ekstra dimension til det royale visit, så det ikke bare bliver en banal kronhyldest.
Men mange andre sideplots slipper ikke så godt fra det. Historierne og deres indblandede karakterer er alt for endimensionelle. Køkkenpigen Daisy (Sophie McShera) og lakajen Andys (Michael Fox) intetsigende forholdsproblematik dukker f.eks. op fra baggrunden engang imellem, og det er så let løst, at man undrer sig over, hvorfor pokker det overhovedet er med.
Det ville have gavnet at skrive et manus, der passer bedre til filmformatet, i stedet for at jonglere med plot efter plot. Cirka halvvejs igennem skifter fortællingen spor – en af hovedkonflikterne udskiftes, og der kommer nye boller på suppen. I stedet for at være struktureret som en formfuldendt film, føles Downton Abbey som flere afsnit slået sammen. Det bliver ganske enkelt rodet og langtrukkent.
Er man fan af seriens indhold, er der dog masser at elske. Filmen byder blot på mere af det, som serien også gjorde. Jeg var overrasket over, hvor tilfreds jeg egentlig var med handlingens endelige resultat, og hvor mange tårer der hang i mine øjenkroge undervejs. Men hvis serien ikke siger én noget, så er der ikke meget at komme efter. Og det er også helt okay.
Kommentarer