[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Daniel Hartvig Nielsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Festival-darlingen Dope er en moderne hyldest til 90’ernes hood-film og hiphopmusik, men den gemmer også på en universel historie om at blive voksen og være anderledes. Krydret med et stærkt team foran og bag kameraet gør det Dope – for at blive i hiphop-slang’en – sygt dope.
I den socialt udsatte Los Angeles-bydel, Inglewood, bedre kendt som The Bottoms, bor Malcolm (Shameik Moore) med sin enlige mor. Som om det ikke er svært nok at bo i ghettoen og være farvet og teenager, så er Malcolm også en nørd med stort N. Både når det kommer til klassisk 90’er-hiphop (hvilket kommer stærkt til udtryk i hans vintage påklædning) og i skolen, hvor kursen er sat mod selveste Harvard.
Men skolebænken, ørebøfferne og flugten fra kvarterets bøller bliver pludselig sat på standby, da Malcolm og hans to bedste venner, Jib og Diggy (Tony Revolori & Kiersey Clemons), ender til den lokale narkohandlers fødselsdagsfest. Her stormer politiet nemlig festen, og pusher Dom (A$AP Rocky) gemmer et nyt parti designernarko og en automatpistol i Malcolms skoletaske. Inden længe står de tre venner i problemer til halsen, da de bliver tvunget til at sælge stofferne!
Manden bag Dope hedder Rick Famuyiwa, og han er selv vokset op i The Bottoms, hvor filmen er skudt on location – og det er altså på mange måder Fumyiwas historie om at blive mand i et hårdt kvarter, der spiller ind. Bag den privatfinansierede film står prominente navne som Forest Whitaker og hiphop-ikonerne Pharrell Williams (der også har leveret original musik til filmen) og Sean Combs, bedre kendt som P. Diddy. Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor ’Dope’ rammer den helt rigtige tone, når det kommer til miljø, karakterer og musik.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Dope[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Rick Famuyiwa[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Dope er et moderne bud på John Singletons klassiske hood-film Boyz n the Hood (1991) parret med den sort-humoristiske coming-of-age teenagekomedie a la Superbad (2007). For mens vi bevæger os rundt i et miljø med suspekte eksistenser, såsom gangstere, narkohandlere og junkier, så fortæller den også sprælsk og levende om livet som udfordret teenager, hvor hormorerne spirer. Men Dope forfalder aldrig til plat coming-of-age-komik, men giver plads til et stærkt tiltrængt, kritisk blik på den etniske diskrimination, der med al tydelighed stadig hærger USA.
Men det er absolut ikke alt i Dope, der er dope. Ofte bliver det hele en tand for rodet, og nogle sidehistorier går tabt. Det gælder eksempelvis Malcolms crush på pigen Nakia (Zöe Kravitz), der virker noget forhastet og aldrig formår at komme til sin ret midt i Malcolms pludselige pusherkarriere og i vrimlen af vanvittige, finurlige bikarakterer, der konstant dukker op. Rent plotmæssigt overrasker Dope heller ikke, da den på mange måder følger coming-of-age-filmens naturlige opbygning. Men alligevel formår den at virke overraskende fresh på old school-manér – hvilket ikke mindst skyldes den fikse blanding af et storforbrug af sociale medier, moderne teknologier og ikke mindst Bitcoins midt i en rus af 90’er-hiphop.
Men Dope var aldrig blevet så dope, havde det ikke været for den charmende Shameik Moore som Malcolm, der rammer den helt rigtige balance mellem hipster-nørd, finansielt geni og følsom og liderlig teenager. Han akkompagneres fint af sine nørdede venner, men også rapperen A$AP Rocky skinner igennem og lader til at føle sig tilpas i rollen som pusheren Dom – ligesom komikeren Blake Anderson gør sit til at skrue op for den flippede stemning som stenet dopehead og hacker, der som hvid kæmper for at styre uden om det fatale ord nigger.
Dope har fået stor opmærksomhed på både Sundance- og Cannes-festivalen, og det er svært ikke at tilslutte sig jubelkoret. Filmen er et charmerende, vittigt og universelt take på den klassiske coming-of-age-komedie, krydret med et skud tiltrængt indignation. I en tid hvor hiphopkulturen har kronede dage i film- og serieland, er Dope det helt rette fiks.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer