Af Gustav Stubbe Arndal
Noget af det mest ubehagelige ved Putin og hans måde at regere på, er hans forhold til sandheden. Når bare man gentager sine benægtelser og insisterer på sin styrke, kan man langsomt udrydde befolkningens fornemmelse for, hvad de kan stole på. Med andre ord, det vigtige er, hvor stærk man ser ud; ikke hvor stærk man er. Putins specialitet er politisk teater.
Donbass er et område i Østukraine, der er under russisk besættelse, og Sergei Loznitsas film af samme navn portrætterer en anspændt situation, hvor meget få parter kender hele billedet, og orden er en illusion. Alle samfundslag og alle mennesker spiller deres rolle i et politisk teater, der kommer hele vejen fra toppen af.
Filmen begynder med skuespil i bogstavelig forstand: En gruppe underbetalte skuespillere bliver ledt til et kampområde for at fortælle kameraerne, hvor meget oprørerne ødelægger deres fredelige liv. Det er vanvittigt uetisk og sandsynligvis effektiv propaganda, og mens vi bevæger os mellem en række scener, der udspiller sig i regionen, ophører skuespillet aldrig helt.
Donbass er nemlig mere en samling af korte tableauer, der angiver stemning og tema, end det er en traditionel film. Vi ser, hvordan åbenlyst russiske tropper spiller dumme over for en tysk journalist. Hvordan høflig bureaukratisme maskerer korruption og afpresning. Hvordan selv de fattigste lag overdriver deres fattigdom.
Hver sekvens er filmet i enormt lange indstillinger med komplicerede kamerabevægelser og hundredvis af statister. Det er ikke nogen overraskelse, at Sergei Loznitsas vandt instruktørprisen på Cannes, for det er enormt imponerende. Når man sætter så nøje koordinerede og teknisk krævende shots op, har man vel lov til at blære sig, men en gang imellem føles det, som om han klapper sig selv på skulderen.
Scenerne er selvfølgelig ikke uden forbindelse. Vi følger for eksempel en bus, der krydser et kontrolpunkt, skifter til en journalist, der krydser samtidig, og følger journalisten til fronten. Der er hele vejen igennem en god balance, hvor man mærker intense, voldelige undertoner, men stadig ikke kan lade være med at le ad karakterernes åbenlyse hykleri. Det er en film, der både overrasker med dens morsomhed og grusomhed.
Hvor gennemtænkt det så end er, mangler man ofte noget at ankre sig til. Næsten hver eneste scene kunne være en mindeværdig del af sin egen film, men da Loznitsas sigter efter bredde snarere end dybde, må man føle det hele i selve øjeblikket. Det kan være svært at ane karakterernes motivationer eller tankegang, så man må holde godt øje for at se forskel på det sociale teater og det oprigtige.
Selv opfattede jeg, at næsten alt var et spil for kameraet eller omgivelserne. Unge mænd, der overdriver maskulinitet for hinanden og damerne. Østukrainske soldater, der skal spille russiske over for deres overordnede. Et bryllup med alt for mange gamle og nye traditioner, som alle de hujende gæster faktisk er ligeglade med.
Når al humoren, høfligheden og det politiske teater forsvinder, er der kun en ting tilbage: vold. Filmens lange indstillinger forbliver teknisk imponerende med perfekt timet kørsel og pyroteknik, men den kolde distance er nu tung og uden humor. Løgnene og propagandaen er hverken sjov eller harmløs.
Donbass kræver tålmodighed og opmærksomhed fra sit publikum. Det kræver tålmodighed at sidde igennem dens lange stilheder og absorbere dens ukonventionelle narrativ. Det kræver opmærksomhed at fange filmens sproglige og tekniske detaljer. Men når filmen er bedst, kan man virkelig mærke, hvordan en makropolitisk virkelighed omformer selv de mindste interaktioner i besættelsens kaos.
Filmen vises til CPH PIX følgende steder:
7. oktober kl. 18:45 i Cinemateket
Kommentarer