[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nikolaj Fjord Korsgaard[/vc_column_text][vc_column_text]
Hver gang Donald Trump laver et nyt tweet, læser stort set hele verdenen med. Nyhedsorganisationer laver analyser på motivationerne og implikationerne over indholdet af hans tweets. På de sociale medier flokkes almindelige brugere og politiske modstandere til for at ytre deres ofte forargelse over hans tweets. Erhvervstopchefer rynker på panden, mens de håber på, at kursen på deres aktier ikke vil tage et dyk.
Og nu hvor Donald Trump har siddet på magten i lidt over 100 dage, er det værd kigge på hans brug af sit ubestridte yndlingsmedie; nemlig Twitter. På dette sociale medie kan Donald Trump sætte sin egen agenda ved at omgås journalisterne for at tale direkte til vælgerne. Man har dog aldrig set en tidligere præsident bruge medierne så flittigt — og så ufiltreret.
Trump ændrer spillereglerne for politisk kommunikation
Hans ofte uforudsigelige udbrud på det sociale medie må uden tvivl have været et mareridt for hans politiske rådgivere. Men inden der skal gå for meget, og måske lidt for forudsigelig, Donald Trump-bashing i den, skal man ikke underkende, at den bramfrie stil, han har lagt for dagen på sine Twitter-konti, netop er meget af det, som har været med til at tiltale utroligt mange amerikanere. At sige tingene, som han mener dem i en tid, hvor stort set alt politisk kommunikation er fedtet ind i spindoktori og strategisk kommunikation. De nøje indstuderede politiske budskaber, som er afmålt i doser, er opgivet til fordel for en direkte og konstant kommunikationsstil, hvor ingen tanker er for ufine til at skulle deles med hele omverdenen. Sjældent har man oplevet en præsident, hvor man rent faktisk har en følelse af en ret stor indsigt i tankemønsteret, hvor mystisk det end måtte være. Men der er noget autentisk over at sige tingende lige ud, uagtet om holdningerne måtte være noget ”anderledes” end, hvad man normalt forventer af en almindelig statsmand.
Går man ind i selve indholdet af Donald Trumps tweets, er billedet ikke lige kønt. Der er gennemgående temaer som: personangreb, konspirationsteorier og endda enkelte gange retweets fra højreekstremistiske twitterbrugere, bl.a. fra en bruger med brugernavnet ”@WhiteGenocideTM” (brugernavnet siger vist det hele). Til personangrebene fra sine twitterkonti hører bl.a. beskyldninger om, at Obamas har aflyttet ham; han har kaldt FOX nyhedsværten, Megyn Kelly, for en ”bimbo”; og om Hillary Clinton har han skrevet: “If Hillary can’t satisfy her husband, what makes you think she can satisfy America?”
Listen på de mange personangreb er uendeligt lang. Selv republikanske partifæller er heller ikke fri for den spydige kommentar i ny og næ, noget som bl.a folk som John McCain, Paul Ryan og Marco Rubio har mærket på egen krop. Donald Trump overskrider fuldstændig alt god skik for diplomatisk tone ved at lægge sig ud med stort set alle på Twitter.
Tendenser i Donald Trumps tweets
Men et aspekt ved Trumps konfrontatoriske stil er også ønsket om et opgør med den politiske korrekthed, diskursen man anser for at være ført af en mere privilegeret elite. Folk som bor i de amerikanske storbyer og har en høj uddannelse og et godt betalt job. Finanskrisen har på mange måde været med til at udhule middelklassen i USA, og derfor er skellene blevet større og tydeligere. Man mener, dette politisk korrekte segment er afskærmet fra mange af de samme problemer, som pressede amerikanere i specielt udkantsområderne oplever i hverdagen. Trump taler altså direkte ind i splittelsen mellem folk og elite, her tager han ”den almindelige amerikaneres” side i stedet for det politiske establishment, netop alt det som Hillary Clinton ufrivilligt kom til at repræsentere. Selvom disse ”almindelige amerikanere” nok omfatter meget snævre og udvalgte demografiske grupper i det amerikanske samfund, når vi snakker Trump — dvs. hvide, vrede og ofte aldrende mænd.
Et andet gennemgående tema i mange af hans tweets er budskaber af nærmest dommedagsprofetiske dimensioner. En ganske bestemt diskurs, hvor verdenen er ved at forrådne i korruption og konflikt. ”The system is rigged” som han mange gange har udråbt på sin twitter-konto. Han skaber også et grundlæggende narrativ om USA i et civilisatorisk forfald; og kun den stærke mand kan redde nationen fra årtiers fejlslagne politik og uundgåelige økonomiske ruiner.
Og den sidste tendens, man kan pege på, er Trumps meget lemfældige forhold til sandheden. Et af de mere usande og storhedsvanvidsprægede tweets var, da han efter valgkampen påstod, at han havde vundet ”popular vote” over Hillary Clinton: “In addition to winning the Electoral College in a landslide, I won the popular vote if you deduct the millions of people who voted illegally.” Det må nok betragtes som en konspirationsteori uden offentliggjorte beviser, der bakker det op.
Underholdning eller seriøs politisk kommunikation?
Man kan dog heller ikke afvise attraktionsværdien i Donald Trumps tweets — folk kan jo ikke lade være med at følge med. Hans twitterkonto er nærmest blevet en underholdningsindustri i sig selv med millioner af følgere. Det bliver meget hurtigt tydelig, at manden har en baggrund i reality show-verdenen; hans budskaber skaber enorm opmærksomhed med meget simple greb, som man også kender fra reality genren, nemlig med chok og vulgaritet som virkemidler. Og til dette formål er Twitter perfekt; de komprimerede og hurtige budskaber på max. 140 tegn tillader ikke dybe nuancer eller refleksioner, her kan man appellere til følelserne fremfor fornuften med smart-i-fart slogans. Det tager nærmest også form af en slags brugtvognsforhandlerretorik, hvor alting ofte er firkantet, og ordvalget næsten altid er i superlativer. Og valget af emner, og måden at italesætte dem på, kan også nærmest sammenlignes med tabloidpressens anvendelse af nyhedskriterierne; nemlig sensationen og konflikten som omdrejningspunktet i kommunikationen. Det er en effektiv måde at generere opmærksomhed og clicks på — chokere og skabe konflikt.
Men noget tyder på, at siden Trumps indsættelse som præsident, er stilen så småt ved at blive lagt om på Twitter. For det første er mængden af tweets nedbragt en hel del, personangrebene er ikke på samme måde altdominerende, og der har indvundet sig en lidt mere diplomatisk tone. Præsidentembedets tunge ansvar har det med at trække de mest yderligtgående synspunkter i en mere moderat retning.
Så det kan godt være, at Donald Trump ikke kommer til at redde verdenen, men måske præsidentembedet redder Trump fra at gå ned i historien som ”populist-præsidenten”. Men indtil da er Trump stadig den politiske verdens ukronede konge på Twitter; ingen formår tilnærmelsesvist at skabe så megen opmærksomhed på de sociale medier som han.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer