Af Gustav Stubbe Arndal
Dolittle er 100 flade, pinefulde, kalorietomme minutter, der på en og samme tid har for travlt med at holde plottet kørende og er så bedøvende kedelig, at selv de små børn med sukkerchok (som filmen er lavet til og måske også af) kommer til at snorke.
Men lad dig ikke friste af tanken om en ironisk morsom ulykke. Dolittle er ikke så meget en forbløffende dårlig film, som den er værdiløs. Den har ikke ambitionerne til at falde til jorden med et brag – den forsøger at følge kedelige, velvante filmopskrifter (børnefilm med talende dyr), og formår at gøre det uspiseligt alligevel.
Filmen omhandler den berømte Dr. Dolitte (Robert Downey, Jr.), der med sin næsten magiske evne til at tale med dyr er blevet en verdensberømt dyrlæge med et enormt gods, som han og hans kone har forvandlet til en dyreklinik/et reservat. Efter konens død er han blevet en deprimeret, isoleret misantrop, men eventyret kalder (selvfølgelig), da dronningen lider af en sygdom, som kun en eksotisk frugt kan kurere.
Med sig på rejsen for at finde denne frugt tager Dolittle et udvalg af skøre dyr, samt en selvudnævnt lærling ved navn Stubbins (Harry Collett), som filmen håber på, vi kan relatere os til. Han bruger dog omkring halvdelen af sin tid foran kameraet på at måbe og stirre på de vidunderlige syn, han nok fik at vide ville blive sat ind i post-produktion, og intet kunne være fjernere fra seerens oplevelse. Filmens effekter imponerer overhovedet ikke.
Fra det øjeblik, man ser et CGI-egern bevæge sig underligt hen ad en gren, ved man, hvad der er i vente. Dyrene mangler tyngde, tilstedeværelse og i særdeleshed visuel charme, som filmens klipning ikke hjælper på. Vi ser konstante close-ups af dyrene, der reagerer på noget eller siger en snotdum vittighed, der med sikkerhed er endt i trailerne, og der er sjældent kontakt mellem dem og skuespillerne. Resultatet er desorienterende, klaustrofobisk og kunstigt.
Stephen Gaghan er en kompetent instruktør og Oscar-vindende manuskriptforfatter, så det undrer én, hvorfor han nogensinde blev associeret med sådan en bommert af en børnefilm. Det samme kan man sige om filmens voice-cast. Det er utroligt, hvor meget en kendis kan ydmyges for en fed lønseddel og håbet om en film at vise sine børn. Rami Malek, Emma Thompson, Ralph Fiennes, Octavia Spencer og endda Marrion Cotillard udgør filmens omvandrende eventyr-zoo.
Mest pinlig er dog Robert Downey Jr., der ikke kan gemme ansigtet bag en mikrofon. Jeg ville sige, at han prøver at tale med accent, men ”prøver” er for gavmildt. Han vandrer igennem filmen og Dolittles ikke-eksisterende indre rejse med et tomt blik. Det bliver hurtigt klart, at han ikke har hjertet med i det.
Det samme gælder resten af filmens cast. Man kan mærke, at de overanstrengte VFX-animatorer, den erfarne instruktør og skuespillerne, fra en bedrøvet Downey til en skurkagtig Michael Sheen, alle har det samme i tankerne: lad os få det overstået.
Det var vel én følelse, jeg kunne relatere mig til.
Kommentarer