Af Morten Kildebæk
Enhver skabelonskåret fortælling kan reddes af sine hovedroller. Tænk bare på den biografaktuelle Green Book (2018), der følger den klassiske og ganske ufarlige roadmovie-komedie-formel, men alligevel gør indtryk på grund af Mahershala Ali og Viggo Mortensens smittende samspil.
Et lignende, om end mindre opbyggeligt, forhold står også i centrum i instruktør Matteo Garrones Dogman. Marcello Fonte vandt fortjent prisen for bedste mandlige skuespiller på sidste års filmfestival i Cannes for sin præstation som hundefrisøren Marcello, der kommer noget så galt af sted.
Marcellos hundebiks, der deler navn med filmen, er placeret i en lille, småslidt kystby nord for Napoli. Han har et godt forhold til ejerne af nabobutikkerne, der alle dækker over mere lyssky undergrundsforretninger. Selv pusher han kokain til den nærmeste omgangskreds, men hundene er hans store passion.
Med sin spinkle kropsbygning, naivt godtroende menneskesyn og ukuelige behov for at gøre andre glade, er Marcello let at udnytte. Det finder den aggressive, narkoafhængige eksbokser Simone (Eduardo Pesce) hurtigt ud af. Mens de andre gangstere på strandpromenaden bliver mere og mere provokerede af motorcykelglade Simones destruktive adfærd og voksende gæld, kan Marcello ikke sige nej – især ikke når hans forretningsforslag kommer med trusler.
Dogman er baseret på en virkelig historie, men fortællingens handlingsforløb følger en velkendt struktur. Matteo Garrones sidste film, den groteske eventyrfilm Tale of Tales (2015), udmærkede sig især ved at være herligt uforudsigelig, men i Dogman ser man straks, hvor alle Marcellos (dårlige) valg fører hen. Og når filmen kommer til sit ventede klimaks, har den allerede mistet noget af sit momentum.
På trods af Marcellos irriterende beslutninger undervejs, kan man imidlertid kun holde af den lille hundefrisør. Det er svært ikke at bekymre sig for ham, når han står ved siden af den nærmest dobbelt så store og helt igennem utilregnelige Simone. Marcello Fonte stråler af varme og godhed – og dermed svaghed i dette hårde, maskuline miljø. Han lever først rigtigt, når han får lov til at nusse om sine hunde og sin datter, der bor hos ekskonen. Men hans loyalitet til Simone tvinger ham ud ad en risikofyldt vej.
Ligesom i gennembruddet Gomorra (2008) lægger Garrone ikke fingre imellem, når den italienske underverdens voldelige sammenstød skal skildres. Det er nådesløst ubehageligt at overvære, hvordan vores splejsede hovedperson med den nasale røst bliver mere og mere forslået. Filmen forstærker en trykkede stemning ved at skifte solskinsdage ud med mørke nætter og disede, grå morgener.
Den mest smertefulde scene omhandler dog meget passende en hund. I starten af filmen tager Marcello med Simone ud for at røve en herskabsvilla. Da de sætter sig i flugtbilen med tyvekosterne, fortæller Simone grinende, at han smed husets bjæffende hund i fryseren, så den kunne holde sin kæft. Hundeelskeren Marcello sniger sig tilbage til gerningsstedet og finder i en fryserskuffe blandt ærteposer og lammekoteletter en stivfrossen, firbenet ven.
Dette er dog også ét af få steder i Garrones benhårde film, hvor kærligheden overvinder vold og ondskab. Med søde ord og varmt vand fra hanen bringes vovsen langsomt til live fra sin nedfrosne tilstand. Mens der stadig sidder lidt rim på ørene, trasker den over køkkengulvet i det søndersmadrede rigmandshjem. Et øjeblik tror man på det gode i mennesket, inden Dogman fortsætter ufortrødent i en tiltagende tragisk retning.
Kommentarer