Hvordan får man folkemord, paranoia og tortur til at være hylende morsomt? Man hyrer Steve Buscemi, Michael Palin og Jeffrey Tambor til at spille magtens mænd. Du får Stalin til at tale så bragende britisk, at man kløjes i kaffen. Og så får du Armando Iannucci til at instruere skidtet. Iannucci er manden bag en lang række politiske satirer som In the Loop (2009) og tv-serien Veep (2012-2017). (Læs Claus’ portræt af Iannucci her!)
Stalins Død er en satirisk fremstilling af to meget skelsættende dage i verdenshistorien. Som titlen antyder, handler filmen om Josef Stalins død og den efterfølgende politiske tumult i det magtvakuum, han efterlod. Den viser det desperate og ynkelige kapløb mellem medlemmerne af hans stab om at tilrane sig magten efter den store diktator.
Det står hurtigt klart, at det er en historie, som dårligt kan fortælles anderledes end som kulsort komedie. Historien er i sin kerne en buldrende farce, og havde man drejet den i retning af Der Untergang (2004), var det højst sandsynligt blevet dræbende kedeligt. Havde man derimod kørt Inglorious Basterds (2009) på den og taget let på historiebøgerne, havde man mistet halvdelen af underholdningsværdien; en stor del af morskaben kommer nemlig af bevidstheden om, at den absurde historie, man ser, er sand. Der er blevet pyntet med med jokes og spas, men de politiske hændelser udspiller sig, som de gjorde i virkeligheden. Det er næsten ikke til at tro.
Det er en enormt sjov film, Iannucci har skruet sammen. Man griner mest af alt af den tordnende inkongruens i karakterenes pubertære laissez-faire tilgang til at sidde i føresædet af Sovjet med millioner af liv på deres kollektive samvittighed. Det er skide morsomt, når Georgy Zukov (Jason Isaacs), lederen af verdens dengang største hær, tager stygt, venskabeligt pis på Nikita Khruhschev under Stalins mindeceremoni. Vi er vant til at se Sovjetunionen, og Stalin især, portrætteret gravalvorligt, så at se den store diktator ligge døende i en pøl af sit eget pis, og hans stab være langt mere interesserede i ikke at få urinpletter på deres jakkesæt end rent faktisk at hjælpe manden, gør det svært ikke at klukke. At alle de historiske karakterer taler udpræget britisk eller amerikansk, får fra første minut filmen til at kilde, lige hvor den skal.
At humoren i så høj grad beror på inkongruens, og på at lege med publikums forventninger til historiske film, gør også, at filmen desværre rammer nogle halvkedelige plateauer. Et stykke inde i filmen er man allerede blevet så tilvendt filmens spilleregler og komiske metode, at satiren til tider blegner. Det er som om, der mangler lidt udvikling i filmens humor for, at filmen kan forblive frisk og overraskende. Plateauerne bliver dog ret hurtigt brudt af nogle enten helt over-the-top tragikomiske scener, eller ved at filmen går helt over i den anden grøft og bliver decideret mørk.
Stalins Død er en strålende god komedie, som formår at omsætte et ekstremt voldeligt stykke historie til en biografoplevelse, som virkelig tester lattermusklerne — utroligt nok uden at blive smagløs.
Der er virkelig mange spændende film på lærredet i øjeblikket, men tag at overveje at klemme den her ind i kalenderen også. Den er sgu alle pengene værd.
Kommentarer