Af Mads Korsholm Petersen
Der er store sko at udfylde, når man som den erfarne gyserinstruktør Mike Flanagan giver sig i kast med efterfølgeren til Stanley Kubricks kultdyrkede mesterværk The Shining (Ondskabens Hotel) fra 1980. Der er endnu engang tale om en filmatisering af en Stephen King roman og Mike Flanagan skal med Doctor Sleep træde varsomt i forsøget på at tilfredsstille både fans af bøgerne såvel som fans af den første film. Stephen King var yderst utilfreds med Stanley Kubricks filmatisering af The Shining, og om han har det på samme måde med Mike Flanagans Doctor Sleep, vil tiden vise.
Flere år efter begivenhederne i The Shining følger vi den nu voksne Danny Torrance (Ewan McGregor), der som følge af sin traumatiske barndom samt et alkohol- og stofmisbrug lever et liv på samfundets bund. Det er i filmens indledning, at vi finder de mest mindeværdige og vellykkede scener. Specielt scenerne, der dvæler ved skildringen af samfundets socialt udsatte er bevægende. Portrætteringen af en kvindelig stofmisbruger og hendes barn er blandt de scener, der sidder fast længe efter lyset igen er blevet tændt i biografsalen.
Fast besluttet på at bryde sit retningsløse liv, flytter Danny til den lille by Frazier. Hans forsøg på at undertrykke sine evner og glemme sin fortid udfordres, da han får kontakt med den unge pige Abra Stone (Kyleigh Curran), der ligesom ham besidder evnen til at ”skinne”. Abra jages af Rose The Hat (Rebecca Ferguson), lederen af kulten ’The True Knot’, der dræner børn med specielle evner for liv, så de selv kan forblive udødelige. Kultens medlemmer fremstår ved første øjekast som en gruppe ret fjollede og noget karikerede skurke, når de i deres autocampers iklædt tophatte jagter børn på tværs af USA. Selv når de på bestialsk vis torturerer og myrder børn, fremstår de aldrig skræmmende eller på nogen måde uhyggelige.
Doctor Sleep er udover at være en efterfølger til The Shining også en hyldest til selvsamme film. Mike Flanagan rekonstruerer en række ikoniske scener og fører os ved hjælp af flashbacks tilbage til Hotel Overlook og det famøse værelse 237. Men det tager desværre overhånd, og filmen druknes i deciderede gengivelser uden at tilføje historien meget nyt.
Problematisk er det, at opmærksomheden fjernes fra den mest interessante og fascinerende karakter, Danny Torrance. I stedet befolkes filmen af en række uinteressante karakterer, der mangler dybde. Fokus bliver hovedsageligt rettet mod den unge Abra, en karakter der savner konflikt og formål. Det afspejler sig hovedsageligt i skuespillerinde Kyleigh Currans begrænsede mulighed for, at tillægge karakteren følelse.
Det er tydeligt, at Mike Flanagan har prioriteret filmens visuelle udtryk. Specielt de nostalgiske rekonstruktionerne af det efterladte Hotel Overlook og dets hjemsøgte korridorer skinner i øjnene. Det visuelle fokus er desværre i dette tilfælde på bekostning af historiens og karakterenes troværdighed. Filmens spilletid på 152 minutter ville derfor være svær at retfærdiggøre, hvis ikke den var så visuelt imponerende.
Doctor Sleep fortæller en til tider bevægende og visuelt flot historie om barndomstraumer og misbrug, men den kommer desværre til at stå i skyggen af sin forgænger. Filmen har en masse uforløst potentiale, som beklageligvis drukner i hatteklædte skurke, gengivelser og intetsigende karakterer.
Kommentarer