Af Jacob Pedersen
Jagten (2012) er kommet i puberteten.
Så reduceret kan man betegne den biografaktuelle Dobbeltfejl, der er det nye store Zentropa-drama, som også er én af tre film på den danske Oscar-shortliste sammen med Guldløve-vinderen Kvinde Ukendt (2026) og Hjem (2026).
Der findes næppe et mere pondus-præget ansigt end Sidse Babett Knudsens, der fuldstændigt stemningsdikterer de første tyve ret komiske minutter, som den overlegne ejendomsmægler og mom-maxxer Anne ”Anso” Sofie.
Hendes søn, Frederik (Viktor Garrison), er godt på vej – takket være muttis nudging – til at blive en dygtig tennisspiller i sine spæde teenageår. Serven trænger dog til lidt arbejde.
Anso’s bedste veninde, Sara (Sofie Gråbøl) har sønnen Oskar (August Mjelva-Aaen), som måske ikke er helt ligesom de andre unge drenge. Ligeledes er lokalmiljøets nye dreng Niels ”NC” Christian (Julian Brix) anderledes efter et liv præget af lidt svære vilkår. Heldigvis for NC og Frederik er tennisbanen et tilflugtssted, hvor de kan henlægge deres gemte indre frustrationer.
Tennisspillet bruges ekstrem vellykket som et greb, der skildrer mange af historiens mere implicitte elementer. På tennisbanen antydes et anspændt, men kærligt forhold mellem Anne Sofie og Frederik. For NC er tennisbanen det eneste frirum i en tumultarisk tilværelse. Tennis er også en rigmandssport, hvilket giver endnu et spændstigt fortællerlag mellem den mere velhavende ejendomsmægler Anne Sofie og NC’s mor Ulrikke (Asta Kamma August), som er pædagogstuderende.
Efter en – selvfølgelig kikset – skolefest med en hændelse nede i den lokale skatepark, er der dog gået noget galt de tre unge drenge imellem. Helt præcist hvad forbeholdes selve mysteriet, men både NC og Frederik ender under mistanke for at have begået handlinger, man ikke vil have siddende på sig.
Som en dansk pendant til ungdomsfortællingen fra Adolescence (2025), og i tråd med norske Armand (2024), eller danske Reservatet (2025) drukner sandheden i en bermudatrekant af klasselokaler, sportshaller og politilokaler, hvor de tunge voksensamtaler finder sted.
Det er altså ikke noget nyt fænomen, at unge drenge kvajer sig i større eller mindre grad. Det nye i Dobbeltfejls fortælling her er mødrenes ret så markante indvirken på godt og ondt.
De tre mødre forholder sig meget forskelligt til anklagerne på eller fra deres sønner. Det giver en god dybde at se konflikten blive udredet på tre vidt forskellige følelseskolde eller -varme måder. Her i post-MeToo samfundet fungerede årets tidligere anklagerfilm Vores Løfte (2026) mest som en remediering af virkeligheden, heroverfor går Dobbeltfejl skridtet dybere ren fortællermæssigt.
Manuskriptet af Sara Isabella Jønsson (Hvor Kragerne Vender (2021)) og Nikolaj Arcel (En Kongelig Affære (2014)) er helt eminent. De unge drenge taler som unge fyre uden det lyder kejtet, og selvom man kan se konturerne for historien forude, så føles det aldrig forudsigeligt. Snarer åbner historien sig op med let tvetydighed i stedet for at lukke sig.
Amalie Næsby Ficks instruktion er meget nøje. Babetts skuespil er næsten arrogant flyvende de første tyve minutter, men alligevel formår Fick, Babett og unge Garrison at skabe et meget troværdigt mor-søn-forhold.
Afslutningsvist lykkedes det Fick at løfte fortællingen til nye højder med meget få midler. Her bliver tennisspillet en veludført allegori for tilværelsen. Alle kan komme til at fejle sin første serv, så vi må arbejde videre på den, så vi undgår at begå dobbeltfejl.