Af Marcus Uhre
Djævelens lærling (2005) var en af de første bøger, jeg blev fuldkommen besat af. Det var den første bog, jeg stod i kø for at få signeret. Den elleveårige Marcus havde allerede læst ryggen på bogen i stykker. Det var derfor en forholdsvis ny udgave, som jeg fik signeret den eftermiddag i oktober 2008. Forfatteren bag, Kenneth Bøgh Andersen, var så venlig at skrive datoen ind.
Signeringen foregik efter et foredrag om lige præcis den bog. Forfatteren havde utallige inspirationskilder, men forrest i rækken stod nok Dantes Inferno (1472), der beskriver Helvedes ni cirkler på en gennemgående grotesk manér. Dette var uden tvivl den mest spændende læsning, man kunne få fat på i 1400-tallet.
Djævelens lærling vendte universet fra Inferno på hovedet. Helvedes straffe blev gjort komiske og dramatisk ironiske, selvom det stadig indeholdt morbide billeder som det at få flået skindet af kroppen eller blive evigt badet i en flammende sø. Kendte ansigter som Pontius Pilatus eller Hitler var nemme at finde i det brændende bybillede, som befolkes af de udødelige djævle og dæmoner.
Udover det humoristiske univers indeholder Djævelens Lærling en stramt fortalt mysteriehistorie med et charmerende romantisk subplot. Bogen skriger nærmest på en filmatisering. Det er lidt provokerende, at Andersens anden succesfulde bogserie Ant-Boy (2007-2012) har fået hele tre flotte filmatiseringer. Endnu mere provokerende er det dog, at filmseriens hovedrolle (Oscar Dietz) blev castet i en sceneproduktion ved navn Djævelens lærling – The Musical (2018).
Så hvorfor er denne fantastiske bog ikke blevet filmatiseret endnu? Er der nogen som helst chance for, at det kommer til at ske? Og i så fald, hvordan ville en sådan film se ud?
Første Akt: Det koster mange penge at komme til Helvede
Den godmodige Filip fra sjette klasse bliver på beklagelig vis slået ihjel et par sider inde i Djævelens Lærling. Denne dreng med efternavnet Engell har aldrig så meget som smækket en flue, så han forstår ikke rigtig, hvorfor han er havnet i Helvede. Og hvorfor selveste Lucifer egentlig vil oplære ham som arvtager for hele molevitten. Det viser sig selvfølgelig, at der er sket en fejl. Det var Filips morder, der skulle have været død, og nu er alle havnet i en slem situation – især Satan, som er døden nær!
En musical og en fantasy-filmatisering har dog ikke så meget til fælles. Det lykkedes nemlig holdet bag produktionen at introducere Andersens Helvede på en mindre bekostelig måde, end en film kan: med sang og dans og et kæmpestort ensemble. Det var der, den produktion havde allerstørst succes med det formidable nummer Velkommen Til, sunget primært af Mikkel Hvilsom som katten Lucifax.
Hvis Helvede skal filmatiseres, skal der penge op ad lommen, for man kan næppe bede filmseeren om blot at forestille sig Helvedes flammer og dets utallige set pieces. Selv Helvedes infrastruktur er svær at skabe uden CGI, eftersom deres hovedvej er konstrueret af afhuggede hoveder fra de mennesker, som har brugt deres liv på at træde på andre. Djævelens lærling vil dermed ikke kunne filmes på et kælderværelse i Nordvest.
Antboys kostume kostede som eksempel over en kvart million at lave. I Helvede er de fleste i rollebesætningen dæmoner, så gad vide hvor stort et kostume-budget, det ville kræve? Et andet fantasy-eksempel ville være den nyligt filmatiserede der på trods af et syv-cifret budget ikke formåede at overbevise filmbefolkningen om, at de virkelig befandt sig i et guddommeligt rige – snarere nordiske fjelde og skove.
Alligevel viger jeg ikke. Musicalen faldt mere eller mindre til jorden grundet et kompliceret plot med for enkel en karakterdialog til scenekunstens smag. Det ville ikke være et problem i en stramt fortalt film som Djævlens lærling. Det ville snarere være en altoverskyggende styrke.
Anden Akt: Et cinematisk karakterdrama
Bogen tilbyder et fantastisk karakterdrama med utroligt veldefinerede roller. I hjertet af det hele er Filip, som på ingen måde passer ind i det onde univers. Han siger “undskyld” eller “tak”, hvor end han går. Det fanger opmærksomheden fra den unge djævel Satina, hvorefter de to danner et overraskende godt romantisk team. Det er “en ny dreng flytter til byen” i allerhøjeste gear.
Filip bliver bedst defineret i konflikten med Satinas ex-kæreste Aziel, der kæmper for at blive anerkendt som den ondskabsfulde dæmon, han er. Hvordan skulle Filip nogensinde blive lige så ond som ham?
Sammen med Satina undersøger Filip omstændighederne omkring Lucifers sygdom, hvilket bringer dem rundt omkring i Helvede og imod stedets mørkeste og mægtigste væsener. Vi møder den hjertekære portvogter Skumleskæg (i musicalen portrætteret af vidunderlige Søren Hauch Fausbøll), døden selv (Torben Zeller) og selvfølgelig også Satan (Kasper Leisner), der har en smule problemer med, at Filip render og laver alt andet end sin djævletræning, når nu han er så dårlig til den.
Kogt ned til sin essens kan Djævlens lærling beskrives som en klichéfyldt, ungdomsfortælling spækket til randen med klassiske elementer som trekantsdramaet, den-nye-dreng-situationen og mysterieelement. Forskellen fra denne og de tusind andre ungdomsromaner på de danske bogreoler ligger dog i, at det utroligt unikke og originale univers rekonceptualiserer alle disse klichéer til noget nyt og spændende, samtidig med at den skarpe humor, hvorpå historien er kontureret, aldrig mister sin glød.
På mange måder er Djævelens lærling Danmarks mest nødvendige ungdomsfilm. Det er dog forståeligt med argumentet om, at der bare ikke er et budget til Helvede. Derfor beder jeg de danske milliardærer om gerne at donere omtrent 200-300 millioner kroner til formålet. Vid blot at Antboy-filmene blev solgt til over femogtyve lande, hvilket godt kunne gøre dette til en udmærket investering.
Tredje Akt: Filosofi og religion er en farlig blanding
Men hvad skal vi egentlig bruge alle de penge til, når vi i stedet kunne lave en animationsfilm? Det virkede med Valhalla (1986), og det virkede med Ternet Ninja (2018). Hvis der ikke er penge til at få Oscar Dietz (og selvfølgelig skal det være Oscar Dietz) til Helvede i kød og blod, så kan vi vel gøre det med animationsmagien?
At blive slået oven i hovedet med en dunhammer er måske ikke særlig fedt. Det er på mange måder den oplevelse, som skaberne af film med religiøse kontekster har fået gennem tiden. Kontroverser over Monty Pythons Life of Brian (1979) eller Martin Scorseses The Last Temptation of Christ (1988) har, på trods af deres mesterværksstatus, gjort livet utroligt svært for filmskaberne ovenpå kritikken. Desuden har Danmark ikke god erfaring med film om Jesus gennem filmen Jesus Vender Tilbage (1992), hvor over 5.000 mennesker gik i optog imod den “lettere” blasfemiske film.
Kenneth Bøgh Andersen er ateist, og det viser sig tydeligt i det humoristiske univers: En gudfrygtig mand laver næppe sjov med Helvedes lyster. Derudover fylder forfatteren en større mængde religionskritiske og filosofiske elementer ind i bogens indre syninger. Som da Filip i en af ondskabstimerne får Djævlens side af bibelhistorien at vide. Det er ikke hver dag, at man hører om Jesus fristelser og slangen i Edens have fra Djævelens synspunkt, der om noget må siges at adskille sig fra originalteksten.
Så det kræver en instruktør med nerver af stål for at kunne filmatisere Djævelens Lærling på den ene eller den anden måde. Men al hæder til den, der tør tage springet. Hæder til både de pengemænd, kunstnere og produktionsassistenter, der på mini-løn skal glæde de underbetalte skuespillere. I femten år har jeg håbet på Djævelens lærling – The Movie. Jeg venter gerne femten mere.
Kommentarer