Af Mikkel Lind Kristiansen

Eskapisme er et kanonisk kapitel for enhver teenager. I DJ Ahmet er det at kunne danse til Shakira frem for folkedans, gå viral på sociale medier, frem for at passe får til dagligdags, eller blot at fortabe sig i musikkens soniske univers, væk fra hverdagens støj.

DJ Ahmet følger 15-årige Ahmet (Arif Jakub), der er søn af en fårehyrde i en lille og indelukket Yörük landsby i de nordmakedoniske bjerge. En nat undslipper et af familiens kostbare får, og Ahmet møder i søgen efter fåret også tilfældigvis den smukke pige Aya (Aklan Zlatanova) til et hemmeligt rave i skoven. Ahmets første møde med kærligheden bliver indviklet i samspillet med sin strikse far (Aksel Mehmet), hans nyligt afdødes mor, samt den stumme lillebror Naim (Agush Agushev).

Aya, Naim og Ahmet danner langsomt en elskværdig trekløver, hvor musik og TikTok er en flugt væk fra det konservative lokalsamfund. Jakub og Agushevs skuespil som Ahmet og Naim føles nøjagtigt lig et broderpar, der altid kommer til at have hinanden. Jakub og Aklan præsterer en troværdig teenageforelskelse, der gør det nemt at investere sig i deres afbrud fra traditionelle kønsroller og lokalsamfundets traditioner. Kemien mellem trekløveren fuldender et realistisk portræt af unge, der blot søger efter deres egen plads i en alt for stor verden.

Fotograf Naum Doksevski er især bindeleddet for filmens succes og hvad der giver den en stærk æstetisk kant. Doksevski inviterer en ind i de nordmakedoniske bjerge, med en usynlig aura af stolthed og sammenhold, samtidig med at de strækker sig ud i en kvalmende uendelighed. Skove forvandles til fortabte labyrinter, i takt med at Ahmet befinder sig dybere og dybere i sit teenageopgør mod sin far. Desuden har Doksevski skarpt sans for skygge og farve, der forvandler Aya til barokmalerier i bevægelse, fortryller seeren i et regnbuefarvet fyrværkeri show, eller blot hiver en ind i ravens transcenderende neonfarver og strobelys. Fotograferingen i DJ Ahmet er en af dens største styrker, hvor enkelte teenageforelskelser og storhedsdrømme er mødt med visuel respekt.

Filmen er bedst når den fokuserer på de indbyrdes relationer i trekløveren, men Ahmet og Ayas teenage-oprør- og forelskelse får også drastiske konsekvenser. Både Aya og Ahmets fædre er her i fokus, men uden den mængde forarbejde filmen forventer af dem. Begge fædres konfrontationer i filmens 3. akt føles underudviklet og overdramatisk, da filmen ikke har brugt nok tid til at dykke ned i deres forhold med trekløveren. I stedet bliver de endimensionelle og en tand for antagonistiske, hvor filmens klimaks næsten snubler foran målstregen. Doksevskis fotografiske arbejde, samt kemien mellem trekløveren, giver dog stadigvæk fortællingen nok patos til at man alligevel føler sig investeret.

DJ Ahmet opfinder ikke den dybe tallerken, men genkendeligheden er også dens største styrke. Teenage-karaktererne og fortællingens simple handlingsforløb, leveret med en overraskende skarp æstetisk kant, munder ud i en respektfuld og veludført coming-of-age fortælling om at finde og acceptere sin egen rolle i samfundet.