Af Oskar Stone
Lige siden et af sine tidligste minder – en nat med sin far under en meteorregn, der strøg hen over nattehimlen – har Steven Spielberg været fascineret af idéen om fremmede livsformer fra det ydre rum. I løbet af sin stjerneprydede karriere er han igen og igen vendt tilbage til nysgerrigheden over for det ukendte – fra højtelskede, fredelige rumvæsener i E.T (1982) og Close Encounters of the Third Kind (1977) til de actionprægede, dystopiske skildringer i War of the Worlds (2005) og Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008). Disclosure Day føjes til rækken, og kredser om det øjeblik, hvor sandheden ikke længere kan forties, og verden må forholde sig til, at vi ikke er alene i universet.
Er du klar på at lære sandheden at kende?
Den militære organisation Wardex har i ledtog med de amerikanske myndigheder i årtier skjult en hemmelighed for befolkningen. Cyber-sikkerhedseksperten Daniel Kellner (Josh O’Connor) beslutter sig for at afsløre sandheden og havner hurtigt i en farlig konflikt med systemet, hjulpet af whistlebloweren Hugo Wakefield (Colman Domingo). Sideløbende med Kellners flugt fra Wardex, ledt af Noah Scanlon (Colin Firth), er en lokal meteorolog, Margaret Fairchild (Emily Blunt), begyndt at opføre sig anderledes. Hun udvikler evnen til at opfange og manipulere andres tanker. Det kulminerer under en bizar live-tv-optræden, hvor hun kommunikerer gennem en strøm af usammenhængende kliklyde, som kun Kellner kan forstå. Den uforklarlige forbindelse mellem dem bliver afsættet for en hæsblæsende fælles søgen efter svar på, hvad der har åbnet sig i hende – og hvorfor han forstår det.
Der er få makkerpar i Hollywood, der er lige så vedholdende og berigende som det mellem Steven Spielberg og John Williams. I over fire årtier fremstår det stadig som et af de mest helstøbte i moderne filmhistorie og Disclosure Day, deres 30. samarbejde siden 1974, virker som en vidunderlig hyldest til deres ikoniske makkerskab. Soundtracket er præget af en tilbageholdende opbygning, som langsomt og naturligt opnår sin episke konklusion. Williams er efterhånden blevet 94 år gammel, og hans insisteren på den klassiske orkestermusik, skaber en nostalgisk tidslomme tilbage til Hollywoods storladne, symfoniske æra.
Det passer i grunden meget godt til Spielberg selv, der bevæger sig tilbage ind i et univers han både kender og tydeligvis stadig er dybt begejstret for. Den rekord-sælgende instruktør har tidligere udtalt, at slutningen længe har været færdig og lod resten af manuskriptet finde sin form derfra. Netop den formel kan mærkes i filmens opbygning. Disclosure Day føles hele tiden på vej mod noget andet end hvor den befinder sig. Den virker sjældent interesseret i hvad der sker undervejs, men glider afsted i et hæsblæsende tempo, der går udover persongalleriets tyngde og udvikling.
Til trods for tempoet, kan man i særdeleshed mærke Emily Blunt, der i Disclosure Day er komisk alsidig, hektisk og dragende. Sommer-blockbusters har det med at forsvinde fra Oscar-juryens hukommelse, men Emily Blunt står alligevel som et oplagt bud på en nominering til bedste skuespillerinde. Josh O’Connor er også strålende ved Blunts side, selv i en mere låst rolle, hvor hans karakter fungerer mere som en del af fortællingens maskineri snarere end som en drivende kraft. Det samme kan siges om resten af det stjernespækkede persongalleri, som desværre også forsvinder lidt i eksplosioner og biljagter.
Teknisk og visuelt ligger filmen på så højt et niveau, at det blot bekræfter Spielbergs position som en af de bedste, og mest sikre instruktører i moderne film. Der er altid mindst én scene i Spielbergs filmografi, hvor man glemmer at lukke munden i ren ærefrygtig beundring, og Disclosure Day er ingen undtagelse. Alligevel formår filmen aldrig helt at blive lige så opslugende som adskillige af Spielbergs tidligere værker. Måske fordi filmen hele tiden virker mere optaget af sin fremdrift, end blot at lade verdenen folde sig ud. Den stopper aldrig op længe nok til, at den får lov til at føles overbevisende.
Disclosure Day ender som en film, der tydeligvis er båret af et ubestrideligt håndværk, en visuel overlegenhed og et smukt soundtrack, men filmens narrative ambitioner ender dog i kompromisser, der ikke indfrier potentialet. Resultatet er en velfungerende, storladen underholdning, men uden den afgørende gnist, der gør Spielbergs hovedværker uforglemmelige.