[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mikkel Tengvad[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Mangt og mange har igennem tiden parodieret Adolf Hitler – dog ingen så gennemført som Charlie Chaplin. I en humoristisk brandtale uden lige snøvler Chaplin sig igennem det tyske sprog, hvilket både giver ingen og al mening på samme tid. Alene med kameraet og et utal af tilskuere står den store diktator Hynkel af staten Tomania og har ikke andet våbenskyts end sproget. Hvis ikke Chaplin havde bevist sin genialitet og alsidighed før, så gør han det hvert fald her. Efter to årtier i pantomimens navn får vi endelig lov til at høre Chaplin tale – og hvilken fryd det er.
Den store diktator Hynkel har et visuelt modstykke i den jødiske barber, der som krigsveteran vågner op uden megen hukommelse. I denne rolle får Chaplin lov til at folde sig ud på bedste slapstick-maner, og det er lige så humoristisk som altid. Chaplins smukke kvindelige modstykke, og hans kone på daværende tidspunkt, Paulette Goddard, giver ham præcis det mod- og medspil, han fortjener og har brug for. Goddard medvirkede også i Moderne tider (1936), men da var også hun ordløs. Hendes skønne røst er en fryd, som kun overgås af hendes evne til at være en dame i nød, der sagtens kan slå fra sig, når det behøves.
De humoristiske indslag fortsætter både i tonefilmens navn og i mere klassisk Chaplinsk tradition. Og så pludselig står alt stille. Mens krig og folkemord raser på den anden side af væggene, danser diktator Hynkel legende rundt med en jordklode i hånden. Scenen er bjergtagende, og på trods af sin enkelthed står den tilbage som en af de mest ikoniske scener i filmhistorien.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Diktatoren
[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
1940[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Charles Chaplin
[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er netop filmens alsidighed og omskiftelighed, der gør den til en af Chaplins bedste og et hovedværk i filmhistorien. Latterlig slapstick og alvorlig socialrealisme blandes, som de gør i nogle af Chaplins bedste film; Chaplins plejebarn (1921), Byens Lys (1931) og Moderne Tider. Når temaet er krig, føles den komiske behandling blot dét mere absurd. Og det er jo netop det, krig er.
I en film med et utal af mindeværdige scener, er der dog en scene over dem alle. Og endnu en gang er det enkeltheden, der triumferer. Endnu en tale til folket. Ikke andet end en mand på en talerstol. Denne gang er det dog ikke den store diktator, men den lille jødiske barber. Ja, nogen vil måske endda mene, at det blot er Chaplin selv. Hvis der var skeptikere omkring Chaplin og tonefilmen, så blev de alle for alvor gjort til skamme i dette moment. En tale, der den dag i dag står som en af de bedste, ja måske den bedste tale i filmhistorien. En tale, der snart 77 år senere ikke er den mindste smule mindre relevant. Chaplins ord runger genklang, og det samme gør Diktatoren.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer