Af Alexander Bendtsen

Sidste år lagde Tom Cruise endegyldigt Mission Impossible-løbeskoene på hylden. Nu skifter han dem ud med et par slangeskindsstøvler, der fuldfører hans Texas-style jakkesæt, i sin mest højrøstede og excentriske rolle siden han gjorde sig som filmproducerkarikaturen Les Grossman i Tropic Thunder (2008). I hans nyeste rolle tager han nemlig centrum i Alejandro G. Iñárritus spritnye Digger som den skruppelløse oliemastodont Digger Rockwell.

I sit nye værk afvikler Iñárritu på intentionelt tragikomisk vis et velbetrådt, men relevant studie i den slags individer, der er parat til at knuse alt og alle omkring sig, så længe det medfører profit. Digger Rockwell er nemlig en magtfuld olierigmand, der længe har ignoreret miljøfaren ved sine udgravninger, hvilket forårsager filmens afsæt: hans boreplatform på Grønland eksploderer, hvilket afføder risikoen for en kædereaktion af globale naturkatastrofer med uoverskuelige mængder død og ødelæggelse til følge.

Cruise er – med fin humoristisk sans – både elektrisk og patetisk i rollen som rigmanden uden skrupler, der må ud på noget af en turné i krisekontrollens og krisekommunikationens navn. Han må forsøge at tackle katastrofeudsigterne sammen med et keglet hold anført af en ældre, aldeles uoplagt og ukvalificeret amerikansk præsident (spillet af en aldeles oplagt og kvalificeret John Goodman), og hans topfolk, der blandt andet tæller en slesk vicepræsident (Michael Stuhlbarg) og en magtsyg forsvarsminister (Robert John Burke). 

Satiren heri og spejlingerne til virkeligheden i samme omgang er både gakket humoristisk og relevant. Den komiske stil insisterer dog gennemgående på en ensporet, overgearet, højlydt tilgang, der bliver en anelse trættende i længden, hvor den komiske timing svinger lidt.

Præsentationen, der ellers er ganske dynamisk og opfindsom – med glimt af Iñárritus karakteristisk koncise og historiefortællende sans for detalje i kameraføring, kulisseindretning og statistinstruktion – lider under et gennemgående gråligt udtryk. Meget af tiden passer det fint til tematikkerne om en verden i fordærv, men det kunne stadig godt bruge flere farverige kontraster, end dem der kommer i spil. 

Med fortællingen tager Iñárritu ikke kun et opgør med altdominerende kapitalisme, men rejser – måske mere interessant – implicit også spørgsmålet, om hvad det egentlig vil sige at give kapitalismen reel modspil. For ganske vist støber instruktøren også karakterer af mere human natur, der løbende advarer og kritiserer de hensynsløse magthaveres fadæser – heriblandt miljøsikkerhedskonsulenten Ganesh (Riz Ahmed) – men når kritikken forbliver kritik og ikke handling, hvad nytter den så egentlig?

Pointerne er gode, men det er blandet, hvor godt de lander. Til tider aftager kritikkens skarphed, og man kan komme i tvivl om, hvor selvbevidst Iñárritu er omkring, hvor selvmodsigende flere af hans mere solidarisk funderede nøglekarakterer virker. 

Det bliver især rodet når andre tematikker – såsom ideen om at kulturen og kunsten deri nok skal forblive og finde meningsfuld plads i en hvilken som helst verdenssituation – kommer i spil. I sin egen ret er det også en stærk tematik, men den udforskes ikke interessant eller grundigt nok, til at styrke fortællingen synderligt, og i stedet kommer Iñárritus ideer til at støde lidt kluntet sammen. Filmen insisterer også på at italesætte ideer og stemninger – såsom hvornår noget skal være sjovt, eller skal have en indforstået mening, hvilket modarbejder filmens tematiske og dramaturgiske effektivitet, mere end det hjælper.

Således føles filmen ikke særligt skarpt eksekveret, selvom den er tematisk rig. Digger er velspillet og atmosfærisk, og ideerne i spil er tankevækkende. Det bliver bare ikke formidlet med tilstrækkelig raffinement, og således bliver tematikkerne heller ikke bundet sammen til et samlet værk der rummer nogen særligt interessant tyngde.