Af Marius Sørensen
Det er desværre alt for sjældent, vi bliver forkælet med en ny film af den skotske maestro Lynne Ramsay. Blot fem spillefilm er det blevet til i løbet af en karriere, der har strakt sig over 26 år. Til gengæld er det svært at klage over manglen på kvantitet, når kvaliteten af Ramsays arbejde endnu ikke har svigtet. Siden sin mesterlige debut, Ratcatcher (1999), har Ramsay markeret sig som én af verdens fineste visuelle kunstnere. Og nu er hun tilbage på det store lærred med Die, My Love (2026), hendes første film i mere end otte år.
Filmen tegner et psykologisk portræt af den nybagte mor, Grace, spillet af Jennifer Lawrence, i tiden efter hendes graviditet og hendes forhold til sin mand, Jackson (Robert Pattinson). Parret er flyttet ind i Jacksons afdøde onkels hus på landet i Montana, og både den fysiske isolation, som flytningen medfører, og den psykiske isolation, blandt andet medført af Jacksons tvivlsomme beslutninger undervejs i filmen, skubber Grace ud i en fødselsdepression.
Filmen er fortalt – på lyrisk vis, som kun Ramsay kan gøre det – ved at afspejle Graces sindstilstand. Publikum ser, hvad Grace ser, og ofte er det med til at så tvivl om, hvorvidt det, der foregår på lærredet, er virkeligt eller ej. Filmen føles fragmenteret i tid og sammenhæng. Man sidder nærmest med en fornemmelse af, at Graces tilstand smitter. Ligeledes bliver seerens syn på Jackson også påvirket af den adgang, vi får til karakteren gennem Graces øjne. Vi ser kun hans fravær og dårlige beslutninger. Sjældent får vi lov at se ham vise omsorg over for parrets nyfødte søn, og kun et glimt i Pattinsons blik afslører, at vi måske ikke ser den hele sandhed.
Die, My Love tilhører uden tvivl Jennifer Lawrence, der leverer en manisk og forfriskende præstation og dermed viser, at hun absolut stadig bør tælles med blandt de bedste skuespillerinder i verden. Og ved siden af Lawrence kan Pattinsons rolle i filmen måske virke utaknemmelig. Alligevel ville filmen ikke fungere uden hans præstation. Han er en passende pendant til Lawrence, hvilket her må siges at være en kæmpe ros.
Generelt er filmens tekniske elementer sublime, og skaber en dybt interessant filmoplevelse, men samtidig er det klart, at filmens tematik og struktur vil resonere mere med nogle seere end andre. Til tider er det nemlig decideret svært at engagere sig i filmens mosaiske og kryptiske sprog. Men alligevel er der så meget smukt, ambitiøst og poetisk at blive bjergtaget af, at filmen sandsynligvis vil skabe stor og velfortjent fanfare fra visse andre seere.
Die, My Love er muligvis Ramsays mest personlige og unikke film til dato, og det kan godt ende med, at filmen kommer til at skille vandene. Der kan dog ikke sættes spørgsmålstegn ved kaliberen af kunst både foran og bagved kameraet.