[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Der er fyldt med kassebukser, pandehår og fri sex i The Diary of a Teenage Girl. Minnie (Bel Powley) tegner skæve tegninger, imens hun fantaserer om at blive rørt ved og måske også elsket af nogen. Moren (Kristen Wiig) fester hensynsløst, som man kun gjorde det i halvfjerdserne, og hendes kæreste, Monroe (Alexander Skarsgård), hviler en dag sin hånd på Minnies bryst – og så begynder de to at dyrke sex.
Hvorfor kan teenagepiger på film aldrig få lov til bare at være liderlige, uden at det er omsorgssvigt eller faderkomplekser, der ligger bag? For ja! Selvfølgelig er piger ligeså lystne som alle de drenge, vi utallige gange har set gokke den af i alskens filmgenre. Da Minnie i begyndelsen af filmen proklamerede, at hun gerne ville ’kneppe,’ var der noget i mig, der blev en smule begejstret – men ak, jeg burde have forudset, at det er de færreste film, der under en ung kvinde at være nysgerrig på sit eget køn, uden at alverdens ulykker er årsagen dertil.
Og dog! Måske tager det nogle gange lidt tid at finde ud af det der med seksualiteten og livet. Minnie får nogle knubs, men kommer i sidste ende godt på vej. Hendes halvkejtede ungpigekrop og betagende øjne er meget udtryksfulde og formidler pointerne godt. Så godt, at de farverige tegninger og voiceover’en ofte kunne have været undværet. Det samme gælder den til tider lidt for distancerede ironi, Minnie portrætteres med.
Tegningerne fylder meget, hvilket er naturligt, da filmens instruktør, Marielle Heller, har baseret den på den grafiske roman af Phoebe Gloeckner med samme titel. I filmen fungerer de bedst, når de er sorthvide. Ofte burde de have været brugt til andet end at cementere det, som Minnies ansigt allerede har fortalt os.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Diary of a Teenage Girl[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Marielle Heller[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Hen mod slutningen går der lidt for meget Christiane F. i den. Gateway-drugs og prostitutionen lurer lige om hjørnet. Det er for brat og kortvarigt et skift i filmen. 70’er-stemningen skinner igennem i billederne, der skifter mellem at være stemningsfulde og at minde om et afbleget Instagram-filter. Til gengæld skildres sex nogenlunde bramfrit og liderligheden ligeså. Man ser godt nok ikke Monroes lem på andet end tegninger, men stemningen er afslappet og fri, som der siges om den tid, der skildres.
Trods fejl og mangler, og et forudsigeligt plot, kan jeg ikke lade være med at begejstres over at være i Minnies og hendes store øjnes selskab. Indblikket i hendes liv føles friskt og befriende. Hendes første forelske, Monroe, løftes virkelig af Skarsgård, der formår at gøre ham godmodig, lækker og pædofil-klam på samme tid – hvilket må siges at være noget af en bedrift. Wiig minder nogle gange om en alt for lang SNL-sketch, men det gør ikke så meget, når hun er i selskab med Skarsgård og Powley. Minnies voksende bevidstgørelse og glubende appetit på livet er skøn. Det er også skønt, når hun danser.
The Diary of a Teenage Girl er medrivende og pudsig – og den pædagogiske pointe ved slutningen er helt i orden, fordi den er sand.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer