[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Dheepan er en fabel. En allegorisk fortælling om at være på flugt – og om den desperation, vrede og afmagt mange flygtninge møder i deres nye værtsland – sat helt på spidsen i denne socialrealistiske hævnthriller (underlig blanding, men den er god nok). Den franske instruktør Jacques Audiards Guldpalme-vinder fortæller historien om den tamilske frihedskæmper Dheepan (en moody, men benhård Jesuthasan Antonythasan), som sammen med to fremmede, den unge kvinde Yalini (en sensuel Kalieaswari Srinivasan) og pigen Illayal, tager en død families identitet og lykkedes med at flygte fra et uundgåeligt nederlag i det borgerkrigsplagede Sri Lanka. De ender i Paris’ barske ghetto, hvor problemerne med de lokale gangstere dog starter endnu et blodigt optrin.
Dheepan er en karakterbåret film, der hele vejen igennem er tro imod personerne i fortællingen. Den nægter at give nemme, plotdrevne løsninger på deres problemer – og de føles ikke som brikker i et konstrueret plot, men er selve fortællingens grundelement. Filmen bliver på denne måde en enormt humanistisk film, som excellerer ved at skildre mennesker i pressede situationer – nøjagtig som Audiards forrige film Smagen af rust og ben og Profeten, som begge fortalte historier om mennesker under enormt pres fra samfundet. Men de føltes begge mindre allegoriske og mere tilgængelige – som barske fortællinger fra virkelighedens barske verden.
Dheepan derimod har noget overjordisk, næsten bilelsk over sig. Den kan umiddelbart heller ikke fordøjes eller vurderes – selv ikke efter en weekends tænkepause. Det skyldes især den voldelige og overraskende slutning, der bidrager til følelsen af, at fortællingen er afskrevet fra virkelighedens verden, selvom den selvfølgelig tager afsæt i den aktuelle flygtningekrise. Slutningen ’stikker dog ikke af’ fra fortællingen, men virker derimod næsten uundgåelig. Som en slutning på en historie fra Det Gamle Testamente, hvor de store temaer om hævn, afmagt og vold sættes på spidsen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Dheepan[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jacques Audiard[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen tegner et grumt og afstumpet portræt af ghettoiseringen af Frankrigs flygtninge. Desperation trives både hos de fattige, hvide gangstere, men også hos Dheepan og hans lille ’flygtningefamilie’, der kæmper med at få tingene til at fungere i deres nye hjem. Og det er i dette præcise og subtile portræt af ghettoen, at filmen står enormt stærkt. Desperationen kan ses, høres og føles – også i filmsproget – uden at der overdrives i form af umotiverede klicheer.
Desperationen ses ikke mindst hos Dheepan, filmens nerve, som både kæmper med sit selvværd, sin egen fortid og for at sørge for sin nye familie. Jesuthasan Antonythasans Dheepan er en helstøbt og kompleks karakter. En humørsvingende knudemand, der kan eksplodere når som helt, men som alligevel ligner en hyggeonkel, man godt kunne drikke en øl med. Det er helt naturligt, at filmen er opkaldt efter sin hovedkarakter. Den kunne ikke hedde andet.
Dheepan er svær at blive klog på, men er en film, der sætter sig i kroppen – uden jeg helt kan sætte ord på hvorfor. Den er både poetisk og grim, humoristisk og bundseriøs, deprimerende og opløftende. Den er lige dele socialrealisme og hævnthriller, mainstreamfilm og arthouse – den nægter simpelthen klassifikation. Men dens helt store force er, at den er tro imod dens skarp tegnede karakterer, der giver filmen dens liv og retning – måske på undtagelse af den allersidste scene, der stadig forvirrer og irriterer mig. Og den irritation er guld værd.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer