[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Neia Højsteen
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
”Det var kun et spørgsmål om hvor og hvornår”. Sådan proklamerer en voice over i introen, efter at have redegjort for afroamerikanernes historie og forhold i Detroit. Den massive undertrykkelse måtte simpelthen lede til oprør, og en sommernat i ’67 skulle en tilfældig begivenhed blive startgnisten til ikke bare et bål, men et bølgende flammehav, et ildtæppe i Detroits gader. På fem dage mistede 43 livet, op mod 2000 såredes og 5000 mistede hus og hjem i det, der anses for at have været det største amerikanske oprør i hundrede år.
Med Detroit rykker Kathryn Bigelows portrættering af krig og menneskelig psyke fra The Hurt Locker (2008) og Zero Dark Thirty (2012) hjem på amerikansk jord.
Men udgangspunktet er et helt andet sted: hos Larry Reed (Algee Smith, Earth to Echo), den håbefulde forsanger i soulbandet ’The Dramatics’, med similibesat revers og på tærsklen til kommercielt gennembrud, og hos Melvin Dismukes (John Boyega, Star Wars: The Force Awakens), om dagen fabriksarbejder og om natten vagt, en arbejdsom mand for hvem tilværelsen handler om at få brød på bordet.
Hvor forskellige deres dispositioner end er, må de to unge mænd snart sande, at deres hudfarve bliver livsdefinerende: Hvis man er sort, sværtes alt, hvad der hedder individualitet, personlighed og fremtidsdrømme til, og de bliver begge ført til The Algiers Motel, fristed for sex og jazz, en skæbnesvanger juli nat i 1967.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Detroit[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Kathryn Bigelow[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Der spilles på krigsfilmens gængse modsætningspar, og Detroit forvandles til en veritabel krigszone på niveau med det Baghdad, Bigelow tegnede med den seksdobbelte Oscar-vinder The Hurt Locker. Det er de gode mod de onde, den underlegne mod den overlegne — og her altså den sorte mod den hvide.
På trods af desorganisation og grynet dokumentar-æstetik (fingeret og reelt arkivmateriale), ikke så ulig billedsiden i The Hurt Locker, bliver stemningen sjældent uudholdeligt neglebidende, som da James, Sanborn og Eldridge desarmerede bomber i Iraks gule sand for snart ti år siden. Den knappe, økonomiske stil, Bigelow tidligere effektivt har benyttet til at opbygge potente actionbrag, slår ikke igennem i Detroit — selvom historien i sig selv er et overflødighedshorn af håbløshed, kaos og frygt.
Side om side med action- og krigsfilm indgår personlig udviklingshistorie, dokumentarisk arkivmateriale, en længere sekvens a la kammerspil inden for Algiers Motels fire vægge og et efterfølgende slutspil i retssagsgenren. Intet er uvirksomt, men der er mange jern i ilden — selv for en film på 142 minutter.
Det hvide overherredømme udpensles med overbevisende indignation. Ligesom i skak, trækker de hvide altid først. Materielt har de tanks og maskingeværer, hvor afroamerikanerne har brosten og molotovcocktails, politi- og retsvæsen er kridhvidt, loven er skrevet af hvide mænd og på hvidt papir. Det er en beskidt og strukturel magt. Kun deres moral er kulsort. Betjentene er åleglatte og bærer deres racisme som emblemer uden på uniformen, ikke mindst den unge betjent Krauss (Will Poulter, The Revenant), der er uhyggeligt ond.
Budskab og ondskab foldes ud, men spænding samt filmisk og dramaturgisk helhed er såret.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer