Af Morten Kildebæk
Det vilde pæretræ vokser isoleret fra andre planter, og dens frugter smager bittert. Ikke helt tilfældigt passer denne beskrivelse også på hovedpersonen i instruktør Nuri Bilge Ceylans nye spillefilm, der deltog i hovedkonkurrencen på sidste års Cannes-festival. For selvom den unge mand i centrum for Det vilde pæretræ nok ikke selv vil indrømme det, handler filmen i høj grad om at være ensom.
I mange fiktionsfortællinger er det hovedpersonen mod verden, men i dette tilfælde synes det selvforskyldt. For Sinan er ingen helt udsat for uretfærdighed. Han er småbøvet, prætentiøs og altid kritisk mod sine medmennesker, hvorfor han sjældent får særlig meget kærlighed den anden vej.
Efter endte universitetsstudier drager han mod sin hjemby med en fyldt sportstaske. Som en Erasmus Montanus-figur betragter han med slet skjult foragt de simple mennesker, han forlod derhjemme. Men det er samtidig tvivlsomt, om han er meget bedre selv.
Han mangler kun en enkelt eksamen for at blive folkeskolelærer, men han bærer også rundt på en stor forfatterdrøm. I sin studietid har han skrevet en selvbiografisk roman, der bærer samme titel som filmen, og han forsøger løbende ihærdigt at få den finansieret og udgivet. Folk i landsbyen har imidlertid andre ting at tænke på. For eksempel vil borgmesteren hellere smide penge efter en ny turistbrochure.
Der er ikke noget tikkende ur eller skabelonskåret point of no return i Det vilde pæretræ, men har man bare en smule interesse for komplicerede menneskelige relationer, vil man bestemt ikke kede sig gennem filmens 188 minutter.
Den tålmodige fortælling er i høj grad bygget op af Sinans samtaler med gamle venner, bekendte og familiemedlemmer. Alle dialogscener har det til fælles, at de er umådeligt velskrevne. Det føles helt naturligt, hver gang uhøjtidelig small talk slår over i anspænt diskussion, når Sinan igen absolut skal være på tværs. På den måde står dramaet i Det vilde pæretræ i stærk kontrast til de melodramatiske soap-serier, som instruktøren med et glimt i øjet lader spille fra fjernsynet i hovedpersonens families stue.
De stærkeste scener sker netop her, i familiens skød. Den person, som Sinan afskyr allermest, er nemlig faren Idris, der er til grin i hele landsbyen. Samtidig er han den person, der tager mest åbenhjertigt imod Sinan ved hjemkomsten. Denne skæve dynamik af mishag og kærlighed gør stort indtryk, ikke mindst på grund af fremragende skuespil fra Murat Cemcir og Dogu Demirkol som henholdsvis far og søn.
Specielt Cemcir er fantastisk i sit portræt af en helt igennem ynkelig mand, man alligevel føler sympati for. Han er irriterende, når han gnægger nasalt af sine egne jokes, og han er forfærdelig, når han lader sin ludomani gå ud over sine nærmeste. Alligevel er han også elskværdig, når han bliver ved med at grave en brønd, selvom alle i landsbyen siger, der aldrig vil komme noget vand op fra grunden.
Sinans modvilje ved Idris kommer muligvis af, at han ikke bryder sig om deres ligheder. Begge skubber de på hver deres måde folk væk fra sig med trættende adfærd. Modsat dem er Det vilde pæretræ et i sandhed opslugende værk indeholdende så mange små nuancer, at det indbyder til et gensyn.
Kommentarer