[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Stenbæk Iversen & Jeppe Asholt Norup[/vc_column_text][vc_column_text]I Monica Z stiller Per Fly skarpt på en af Sveriges største sangerinder gennem tiden. I titelrollen finder man den debuterende Edda Magnason, der selv kommer fra den musikalske verden. Magnason såvel som filmen har høstet stor succes i Sverige, men selv følte Magnason tydeligt det store pres, der lå på hendes skuldre, da hun skulle portrættere et af Sveriges nationalsymboler.
Hvordan spiller man rollen som jazzsangerinden Monica Zetterlund, en af Sveriges mest elskede og ikoniske kvinder op gennem 1960’erne? For en dansker, der ikke er vokset op med hendes musik, kan det virke svært at sætte rollen i perspektiv. Man kan dog roligt
sammenligne filmen og dens tilblivelse med den polemik, der rejste sig, da Nikolaj Lie Kaas blev valgt til rollen som hele Danmarks Dirch Passer i Martin Zandvliets biopic fra 2011. En tilbagevendende udfordring for denne type film er spørgsmålet om, hvem der kan levere et nuanceret og troværdigt protræt af en person, som mange har et forhold til?
Filmens kritiske og kommercielle succes i Sverige taget i betragtning, er der intet, der tyder på, at Magnason har skuffet nogen. Den kun 28-årige skuespiller kommer fra en karriere som musiker og har hverken medvirket i film eller spillet skuespil før. Ifølge hende selv blev hun fundet til rollen ved en tilfældighed.
“Jeg spillede en koncert på Södrateatret i Stockholm, og en kvinde anbefalede mig til filmens producer. Så det var hende, der fik idéen til at caste mig til projektet. Jeg fik også at vide, at Per (Fly, red) havde set noget video af mig. Og pludselig fik jeg en invitaion på mail, hvor der stod ‘Hey, jeg er caster og vil høre, om du kunne tænke dig at komme til prøveoptagelser.’ Og det gjorde jeg så.”
”Jeg havde ikke spillet skuespil før og har kun freestylet og øvet mig på hjemmebasis. Jeg vidste overhovedet ikke, om det ville fungere eller ej. Så det kunne blive en katastrofe – jeg vidste det ikke. Jeg øvede bare hjemme og gjorde det, jeg kunne”
Jeg havde skyklapper på
For Magnason var noget af det vigtigste i forbindelse med rollen at forsøge at holde omverdenens store forventninger ude og bevare fokus. Og ligesom mange andre svenskere havde hun også selv et vist forhold til Monica Zetterlund.
”Gennem min opvækst har jeg hørt hende derhjemme og set hende på tv. Så jeg var selvfølgelig bekendt med hende og ser op til hende.
Men der var jo meget store forventninger og en bred skepsis, fordi Monica er en virkelig person. Der blev lagt pres på mig omkring, hvem man mente, der skulle have rollen, og hvem man synes skulle portrættere hende.”
”Jeg havde skyklapper på og hørte ingenting, og jeg blev nødt til at lukke alting ude. Så den største udfordring var ikke at få et nervøst sammenbrud!
Jeg blev nødt til at lukke mig inde i et halvt år for at lave mine forberedelser – nærmest som en enspænder. Og så skal man holde det i sig i flere måneder, men det skal alligevel virke friskt, når det endelig skal leveres. Derfor var det vigtigt at bibeholde glæden ved det og ikke tænke for meget på fremtiden.”
En hyldest til Monica Zetterlund
Monica Z skildrer Zetterlund op gennem 1960’erne og 70’erne og er en komprimeret samling af de vigtigste og mest skelsættende begivenheder i hendes liv. Filmen viser os blandt andet, hvordan Zetterlund krydsede veje med andre stjerner som Ella Fitzgerald, Bill Evans og Miles Davis. Men filmen handler dog først og fremmest om, hvordan hun trods modstand fra sin far, og især egne forventninger alligevel finder plads i tidens jazzmiljø.
”Det er vigtigt at sige, at det ikke er en dokumentar. Det er mere en form for hyldest til Zetterlund, og der er mange ting, der er frit tolket i filmen – for eksempel faren. Han er mere et symbol på småbysmentaliteten og frygten for at mislykkes. Det er nok ikke sikkert, at han var præcis sådan i virkeligheden, men han var i hvert fald den kritiske type. Man måtte dreje den lidt, så den passede til spillefilmens format.”
Som filmen skrider frem, viser det sig, at Zetterlunds vej til succes ikke er uden omkostninger: Modstand fra faren, knas med kærligheden og et voksende alkoholmisbrug. Alle vilkår som Magnason i sin potrættering lægger vægt på.
”Hun var meget selvkritisk og bange for at mislykkes. Derfor havde hun også svært ved at tage imod ros fra omverdenen. Når nogen sagde, at hun var god, så troede hun ikke rigtig på det. Det var også en typisk svensk mentalitet i den tid ikke bare at føre sig frem, og derfor var Zetterlund bange for, at nogen ville sige, hun var dårlig.
Filmen handler jo om en kompleks person og om jagten på bekræftelse. Men også om en kvinde med et stort drive, og om hvad det koster at blive berømt. Alt i livet har en pris.”
Den kreative proces
I Danmark er instruktøren Per Fly nok mest kendt for sin trilogi om samfundets under, middel- og overklasse med filmene Bænken, Drabet og Arven. Monica Z er Flys første spillefilm siden Kvinden der drømte om en mand, hvor han for første gang prøvede kræfter med en kvindelig hovedrolle. Med Monica Z fortsætter Fly sin udforskning af kvindelige karakterer, og selv om rollen er Edda Magnasons første, udviste Fly stor tillid til den unge svensker.
”Jeg fik meget frihed af Per. Det var vigtigt for ham, at man var vågen og nærværende, og at det er levende. Så hvis der var en replik, der ikke virkede for mig, kunne jeg bare ændre det til mit eget, og man kunne ligesom være kreativ i processen.
Når vi arbejder, bygger forholdet på en tæt gensidig tillid, hvor han stoler på mig, og jeg stoler på ham, og han stoler rigtig meget på, at jeg selv kan klare det. Han var ikke så urolig. Det giver en selvtillid og tro på at lykkes som skuespiller. ”
”Allerede til prøvefilmingen testede han mig med forskellige ting, og jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at spille det, så man blev grebet.. Jeg blev lidt nervøs, men tænkte bare, at nu må jeg bare spille. Han tester jo alle.”
Stor succes som skuespiller
I Sverige er det ikke kun publikum, der har taget godt imod Edda Magnason. Sidste år vandt hun en Guldbagge-Pris for bedste kvindelige hovedrolle (det svenske svar på Robert-prisen), og på Berlin var hun nomineret i Shooting Star-kategorien. Magnason mener selv, at hendes stærke forhold til Zetterlund hjalp hende med at leve sig ind i rollen.
”Jeg kommer også fra musikverdenen, så jeg kender stemningen, glæden ved bandet osv. Og jeg kom ligeledes fra en lille by og til storbyen. Jeg kan genkende, at hun også var en person, der kastede sig hovedkulds ud i nye udfordringer.”
”Det var så underligt, da jeg skulle lave en revyscene. For det var jeg aldrig gået med til at gøre selv, det er så langt fra min verden. Men da jeg var Monica, så kunne jeg gøre det, og det var virkelig specielt. Og da jeg skulle være ophidset på settet, så kunne jeg også kun, fordi jeg var Monica. Det må være noget magisk ved skuespillet. Når man er sin karakter, kan man bare gøre en masse ting.”
En musiker i en filmverden
Zetterlunds berømte live-optrædener skildres i flere scener, og her udnyttes det, at Magnason selv er udøvende musiker, og det er hendes vokal, der høres på filmens soundtrack. Magnason ser dog både ligheder og forskelle imellem at være musiker og skuespiller.
”Man går ind i en boble. Og nærværet er det samme. Men man er meget mere eksponeret ved skuespillet, og man skal også vænne sig til, at man skal yde noget fysisk. Man springer omkring, og pludselig siger Per ”Ok, 1-2-3 Go!”- og så kommer der ligesom en eksplosion og efter det, så er det bare ”tak”. Og så kommer folk med vand ligesom efter en boksekamp. Så får man ny make-up, og så kører det hele en gang til. Og så er det ”Ok, 1-2-3!” igen. Det var virkelig fysisk krævende.”
”Da indspilningerne var færdige, havde jeg lært meget omkring skuespil, for jeg stod jo ikke med noget erfaring inden. Men jeg kastede mig bare ud i tingene, og på den måde blev jeg også mere og mere skuespiller.”
Magnasons åbenlyse talent for skuespil står dog på ingen måde i vejen for hendes musikalske virke.
”Musikken er det, der er nærmest lige nu, da jeg snart har et nyt album klar. Og om en måned har jeg indspilninger med et nyt band. Så det vigtigste for mig er at gå ind i det, som er der lige nu, med 100 procent. Og så først derefter gå videre til det næste.”
Pæresvensk eller ej er filmen grundlæggende en universel fortælling om at gå fuldt ud efter sine drømme, hvilket har relevans for de fleste mennesker.
”Det er en klassisk historie om behovet for bekræftelse, og hvad jagten på denne koster, men også glæden i at lykkes. Det er jo et portræt af hende, helt enkelt.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer