Af Bella Juncker

Colleen Hoover – også kendt på internettet som CoHo -, dronningen af hele #booktok-fænomenet, har efterhånden forfattet et hav af populære bøger med over 23 millioner solgte, der spænder fra kærlighedsdramaer til psykologiske thrillere. Med filmatiseringen af hendes mest berømte bog It Ends With Us (2024), blev The Colleen Hoover Cinematic Universe for alvor skudt i gang. Det blev generelt en film, der mødte en hel masse kritik af både diverse filmkritikere, der kritiserede dens umodne behandling af alvorlige emner, og af CoHo’s loyale fans, der alle havde deres egen mening om, hvordan hovedkarakteren skulle se ud og hvem der essentielt skulle spille hende (det var ikke Blake Lively).

Nu er CoHos univers altså tilbage på det store lærred med filmen Det Var Altid Dig (Regretting You på engelsk), baseret på bogen af samme navn fra 2019. En historie, der overordnet set forsøger at behandle temaerne familie, kærlighed, sorg og forræderi.

Historien centrerer sig omkring forholdet mellem den unge mor Morgan Grant (Allison Williams) og datteren Clara (McKenna Grace), der anstrenges og udfordres af et fælles tab af faren Chris (Scott Eastwood) og mosteren Jenny (Willa Fitzgerald). Hvor Morgan finder trøst i deres død hos sin bedste ven og søsters enkemand, Jonah (Dave Franco), og Clara hos skolen mest populære fyr, Miller Adams (skuespilshøjdepunktet Mason Thames), udvikler en fortælling om sorg og tab sig til et parallelt kærlighedsdrama, der indimellem minder os om at de faktisk sørger over deres ubegribelige tab. 

I forhold til sin uafhængige forgænger, virker filmen mere oprigtig i sin behandling af sine temaer. Alligevel virker det hele også så pinefuldt banalt og letsindigt. I en film, der placerer sorg i sin midte, er det ufatteligt, hvor tomme og overfladiske følelserne føles. Når Morgan og Jonah søger trøst i hinanden, eller når Morgan skælder sin datter ud, lyder der en hul klang, der ikke kan reddes af deres sorgfulde omstændigheder. Der skabes heller aldrig en fælles grund for mor og datter, hvor de kan forenes og være i deres sorg sammen, men i stedet en stor afstand imellem dem som filmen desværre tenderer til at skubbe under gulvtæppet med hemmeligheder, kærlighedskvaler, skældud og stuearrest. 

Filmens største problem ligger dog egentligt ikke i sin letsindige behandling af de store følelser, men allermest i sin polering af tunge emner. Alle og alting i denne film er så ufatteligt smukke og perfekte hele tiden, til en grad, hvor det føles mere end kunstigt. Der er ingen grim gråd og fedtet hår, ingen følelse af fortab eller ustyrlige udbrud. Selv madresterne på deres tallerkener virker til at ligge lige præcis dér, hvor de skal, og det er med til at ødelægge hele illusionen om at have sympati med de triste karakterer. 

Men hvor mange scener oprigtig talt er hovedrystende, som den platte og tåkrummende voice-over af alle beskeder, der sendes imellem karakterne, så er der alligevel en scene, der kunne trække et smil frem på smilebåndet. En middagsscene, der markerer et vendepunkt for konflikten, lykkedes med at tilføje en underholdende tone til en ellers akavet situation, som var et frisk pust i hele det kringlede hemmelighedskæmmeriet. 

I sammenligning med den første filmatisering, står denne Det Var Altid Dig trods alt bedre og mere fuldendt, men det afviger ikke fra det faktum, at dybden af hele historien ikke er til at finde. På den måde passer filmen godt til bogen, og mere kan man ikke forvente af en Colleen Hoover-historie.