Chancen for, at du ved, hvem Ozon er, er ikke særlig stor, medmindre du har en større kærlighed for fransk film. Det er ikke blockbusters a la Luc Besson, derimod er det spidsfindig dissektion af bourgeoisiet. Pæne facader strippes væk, så løgne og hemmeligheder blotlægges for omverdenen.
Med en produktivitet, der matches af meget få, er der rigeligt at tage af fra den franske kirurg. Siden debuten i 1998 er det blevet til 17 spillefilm, inklusiv den biografaktuelle Dobbelt Begær, en psyko-seksuel thriller i bedste Brian De Palma ånd.
Ellers står den på genreleg og æstetiske ekskursioner, som, man normalt ikke ville tro, burde kombineres. Ozon virker dog rimelig indifferent overfor konventioner og er nærmere interesseret i at udfordre dem, hvilket der vil komme flere eksempler på i denne artikel. Selv kalder han sig ”cinephile-director”, og derfor lader han sig ikke begrænse, ”I can like horror movie, melodrama, Japanese film…it’s not a problem for me to like very different movies because that is what I like in cinema – it’s the richness(…)I don’t want to be just in one way, I like to try different ways”.
En sadistisk connaisseur
Tonen bliver allerede slået an i Ozons første film fra 1998, den opsigtsvækkende Sitcom. Den, på overfladen, ganske almindelige familie, med far, mor, børn, villa og idyl, splintres til atomer, da faderen hjembringer en lille hvid rotte. Datteren begynder en dans med døden, krydret med en heftig gang sadomasochisme, og sønnen deklarerer sin homoseksualitet, så ”selvfølgelig” beslutter moderen sig for at ”helbrede” staklen.
Ambitiøst udlæg, om end det endelige resultat ikke helt lever op til den vilde præmis, men strander et sted imellem sadistisk Almodovar og campy Haneke. En kombination, der afhængig af dagen, enten er fantastisk eller grænseløst irriterende.
Den satiriske og afdækkende attitude overfor sine karakterer er ikke enestående, men der ses flere træk og tematikker, som går igen i hans senere film i en større eller mindre grad; seksualitet der ligger udenfor den bornerte franske norm, opløsning er kernefamilien og solid omgang sarkasme.
Han lader sig heller ikke sætte i en genre-bås, som man ellers ser instruktører gøre efter et par film. Hvor Sitcom var en meget sort komedie, med en snert af ’New French Extremity’ (en exploitation-esque bølge af film, der tester hvor meget man kan udsætte kroppe for) og horror, så bevæger han sig også ud i klassiske dramaer, thrillers og musicals.
Hvorfor den store diversitet? Et svar skal muligvis findes i en af hans inspirationskilder, det tyske fænomen Rainer Werner Fassbinder, der lavede sammenligningen, at hver af hans film svarede til et rum i et hus. Direkte adspurgt nikker Ozon genkendende til dette, men han ved endnu ikke, hvordan huset kommer til at se ud – ”In 20 years we will see. Maybe I’ve made a castle. Or it might be just a middle-class house in the suburbs”. Den sidste del med et middelklassehus i forstaden ville være smuk poetisk ironi og vidner også om en instruktør, der er yderst bevidst om de temaer han har under kniven.
Divaer og mord
Hans største kommercielle succes i hjemlandet er melodrama/musical/whodunit mashuppet 8 femmes (2002). Med et cast bestående af nogle af de største navne i fransk film (blandt andet Catherine Deneuve og Isabelle Huppert), skuer Ozon her bagud i filmhistorien samtidig med, at han bevarer sit personlige touch.
I et hus i midten af ingenting, med en snestorm raserende udenfor, myrdes en rig families patriark. 8 kvinder, hans familie og to ansatte i huset, er nu afskåret fra omverdenen, og en af dem er en morder.
Ganske enkelt mord-mysterium-film, ikke sandt? Næh nej. Allerede 7 minutter inde i filmen kommer det første af mange musical numre. Naturligvis, som det er med Ozon, så gemmer personerne på hemmeligheder, og begær undertrykkes. Men datterens graviditet kommer frem, og ligeså springer den frigide svigerinde (Huppert) ud som vampet femme forføreske.
Netop Ozons kvindelige karakterer er grunden til at han har kunnet tiltrække flere af de bedste skuespillerinder i Europa, som Deneuve, Huppert, Kristin Scott Thomas, Valeria Bruni Tedeschi, Ludivine Sagnier og senest Marine Vacth.
Ud over de allerede nævnte, så fik Charlotte Rampling revitaliseret sin karriere med rollerne i henholdsvis Sous le sable(Under the Sand) og Swimming Pool. Den ene om enke, der fornægter sin mands død og den anden om en proper forfatter, som under en skriveflugt til Frankrig langsomt giver slip på sine hæmninger og giver efter for det, hun begærer.
Hvorfor det netop forholder sig sådan, giver herren denne forklaring på, og hvornår han blev bevidst om, at han var bedre til kvindekarakterer end mænd, ”I think it’s easier for me to work with women and actresses. I take more pleasure because they are more clever, they are able to take more risks(…) I discovererd that when I did Under the Sand with Charlotte Rampling(…) Usually women just have to look pretty in movies and I like to show the psyche or the interior of a woman or a little girl. I think with women it’s easier than men, I don’t know why. Maybe I haven’t found the right actor to have all these emotions.”
Prætentiøst pjank eller?
Ozon har en også en fin poetisk sans. Frantz (2016) holdes det meste af tiden i sort/hvid, men i enkelte sekvenser bliver det monokrome afløst af en farvestrålende verden, der står i kontrast til den konstante sorg, som hovedpersonen befinder sig i. Lykkelige øjeblikke lyser bogstavelig talt lærredet op.
Hans konstante leg med genrer kan være svært at kapere. Der er ingen tvivl om, at Ozon er en dygtig instruktør med en meget personlig og genkendelig stemme i sine film.
Men et kig igennem hans ouvre viser også, at på trods af ganske interessante karakterer, så er kvaliteten af filmene noget ujævn. Han har unægteligt en fin føling med at formidle begær og higen for at give efter for dette. Hemmeligheder blotlægges i alle film, og fortsætter han med denne udgivelsesfrekvens, bliver det efterhånden svært at komme på originale scenarier for eskapaderne.
Indtil kreativiteten slipper op, eller han får bygget sit ”mind palace” færdigt, så vil Ozon fortsætte med at spidde bourgeoisiet og levere glimt af genialitet. Vær dog forberedt på en enkelt svipser i ny og næ.
Kommentarer