Nytårsaften handler om fornyelse – det evindelige løfte til os selv om, at alt kan blive bedre. Hvert år, omringet af kransekage og dyre raketter, forsikrer vi os selv om, at vi starter på en frisk. I Paprika Steens Det Nye År bliver det løfte brudt, før klokken slår tolv. Bag de fyldte glas lurer sorg, skyld og gamle konflikter. Som i Den tid på året (2018) inviterer Steen os endnu engang til bords hos den danske familie, der desperat forsøger at holde masken.

Paprika Steen har gennem de seneste tre årtier markeret sig som en af dansk films mest markante stemmer – både foran og bag kameraet. Det Nye År fuldender den uofficielle trilogi om perfektionskulturen med den danske familie i højsædet – og de sprækker, der altid viser sig bag facaden. Det Nye År er ingen undtagelse. Formlen er den samme – og måske netop derfor bliver den for forudsigelig. Vi venter bare på eksplosionen. Steen starter med store løfter, men når aldrig helt i mål med dem.

I Det Nye År samles vennegruppen Nomi (Tuva Novotny), Jens (Anders W. Berthelsen), Charlotte (Birgitte Hjort Sørensen) og Kris (Christian Tafdrup) – sammen med deres børn – til den årlige nytårsmiddag. Men i år er der en ny gæst ved bordet: Nomis nye kæreste, Finn (Lars Brygmann). To år er gået, siden Nomis mand, Martin, døde, men hans fravær spøger stadig mellem de fire venner – og bliver kun tydeligere, da Finns tilstedeværelse forstyrrer den velkendte balance. Som timerne går, forvandler aftenen sig til et festfyrværkeri af gamle konflikter og tårevædede monologer, der blotlægger alt det, som champagnen ellers skulle skylle væk.

Med et stjernespækket ensemble af skuespillere kan man ikke klandre filmen for mangel på underholdning. De garvede danske navne, suppleret af stærke svenske kræfter, spiller med en lethed og timing, der får dialogen til at leve. Især Lars Brygmann bekræfter endnu engang, hvorfor han hører til blandt de bedste og mest pålidelige kræfter i dansk film, som både stjæler showet i filmen og ved middagsbordet.

Samspillet mellem Brygmann og Berthelsen er både morsomt og naturligt og får smilet til at glide frem helt af sig selv. Det Nye År fungerer bedst, når den læner sig ind i komikken, men den halter, når alvoren sætter sig til bords.

I bedste Anders Thomas Jensen-stil, senest vist i Den Sidste Viking (2025), forsøger Steen at forene det komiske med det alvorlige. Dog uden at finde den balance, der får begge dele til at flyde sammen. De eksistentielle temaer forbliver overfladiske og føles mere som en forceret disciplin, der aldrig rodfæster sig i filmens handling.

Konflikterne og de svære følelser, vi alle går igennem, kunne have båret en reel følelsesmæssig udvikling, men de ender med at blive fejet hurtigt af bordet. De tungere elementer får ikke nok plads af komikken, og derfor føles det ikke medrivende når filmen bliver følelsesladet. Vi bliver efterladt med brudstykker af potentielle tematikker som forbliver uforløste. Det Nye År er en film, man morer sig over, men sjældent mærker – medmindre man bevidst lader sig rive med af fyrværkeriet.