[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Cecilie Egholm Tonnesen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Det belgiske brødre par, Luc og Jean-Pierre Dardenne, har tidligere høstet to guldpalmer for filmene Rosetta (1999) og Barnet (2005). De fik ligeledes stor ros for deres nyeste film To dage, én nat (2014) i Cannes i år. Brødreparret er oftest kendt for at lave film om forkvaklede familieforhold og om at finde tryghed i andre relationer end den biologiske familie. I To dage, en nat har brødrene vendt præmissen om: Her er det den biologiske familie og de stærke sociale bånd, der holder det enkelte individ oppe.
Handlingen udspiller sig i en lille belgisk forstad, hvor vi møder den 30-årige familie mor Sandra (Marion Cotillard), der for nylig er vendt tilbage til sit job efter at have været nede med en depression. Sandra står til at miste sit job, medmindre hun kan få overbevist hendes kollegaer om, at de skal afstå deres årlige bonus.
Dardenne brødrene fortæller menneskelige historier, det er netop her deres styrke ligger. Det interessante ved To dage, én nat er Sandras emotionelle udvikling. Denne udvikling forstærkes af Marion Cotillards beherskelse af rollen som den depressionsramte mor, der konstant må konfronteres med kollegaernes reaktioner. Det håndholdte kamera fanger hver én bevægelse og udtryk i hendes ansigt, og publikum kan identificere med hendes op- og nedture og blive ekstremt irriterede over hendes nærmest ikke eksisterende selvværd.
Selvom Sandra er ved at give op flere gange, får hun opsøgt alle kollegaerne. De reagerer på vidt forskellige måder; nogle med sympati, andre med vrede eller dyb tavshed. Fællesnævneren for dem alle er, at bonussen ikke er en luksus for nogle af dem. De har alle hårdt brug for bonussen til at betale huslejen, regninger osv. Det bliver til en rundrejse i den multikulturelle belgiske arbejderklasse, hvor filmen aldrig bliver dømmende over for nogle af karaktererne. I sidste ende er det Sandras egen handlekraft, der leder til, at hun genfinder sin selvrespekt.
Filmen er ikke kun et portræt af et menneske i krise, men også en skildring af, hvordan mennesker er ekstremt afhængige af andres støtte. Dette rejser tvivlen om, hvorvidt en krise kan overvindes uden andres kærlighed og omsorg? Filmen bringer ikke noget konkret svar på spørgsmålet, men den viser, hvordan tilværelsen til tider kan være så kulsort, at der kun er kærligheden og fællesskabet tilbage.
En depressionsramt mor, der finder troen på sig selv igennem støtte og kærlighed fra sine nærmeste. Det lyder som en kliché på papiret, men ikke på lærredet. Dette er takket være Dardenne-brødrenes forståelse for det socialrealistiske univers, som igennem en ’fluen på væggen’-æstetik udforsker det moderne livs sociale vilkår uden at blive fordømmende. Dardenne brødrene understeger i To dage, én nat, at man sagtens kan lave en socialrealistisk film med en spændende og vedrørende fortælling.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
To dage, en nat[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jean-Pierre og Luc Dardenne[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Belgien & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer