[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_column_text]
Johannes Nyholms spillefilmsdebut Kæmpen skildrer en af fællesskabets mest slidsomme skæbner – og den skønhed, der gemmer sig deri.
To mænd trasker omkring på en grusbane. Den ene er en småkvabset mand med gråsprængt skægstubbe. Den anden er en lav, krumrygget skikkelse med et svært vanskabt ansigt. Dybt koncentrerede skiftes de til at slynge metalkugler mod banens midte, hvor en lille træbold ligger placeret. “Hvis man er endt i et fastlåst spil petanque” forklarer Roland, den store af de to, for sin medspiller Rikard: “kan man forsøge at skubbe til grisen og dermed flytte spillets centrum. I petanque er dette træk klart det sværeste – men også det smukkeste”.
Denne poetiske indførsel i petanque-sportens strategiske betingelser optræder i Johannes Nyholms premiereaktuelle Kæmpen, der skildrer den autistiske enspænder Rikards kamp for at sejre ved de nordiske petanque-mesterskaber og genvinde sin mors kærlighed. Og bemærkningen fungerer som en fin analogi for Nyholms egen filmiske strategi. Autisten Rikard befinder sig i samfundets yderste periferi, men i Kæmpen er hans univers gjort til centrum.
Nyholm kan sagtens se petanque-strategiens metaforik, da Ordet møder ham til et interview i Indre København. “Jeg ville gerne lave den både grimmeste og smukkeste film – på en gang” bekender den svenske spillefilmsdebutant. Og det er præcis det, Kæmpen er. Filmen veksler mellem betongrå socialrealisme, hvor Rikards hverdag i et omsorgsløst institutionssamfund er fanget med håndholdt kamera, og poetiske drømmesekvenser, hvor en kæmpe vandrer sagte gennem et farvemættet Nordsverige. Nyholm understreger selv stilarternes kontrast: “Jeg forsøger at gøre folk opmærksomme på den magi, som kan gemme sig bag et tilsyneladende grimt ydre. At man kan finde en skat under overfladen, hvis bare man kradser lidt i den”.
Den udenforstående
Det kan umiddelbart være svært at se skønheden i Rikards liv. Da han efter en petanque-ulykke indlægges på hospitalet, inviterer overlægen upåvirket sit sygepersonale ind på stuen til en spontan anatomilektion om den bevidstløse Rikards deformiteter. Medlemmerne i petanque-klubben forsøger samtidig at få Rikard ekskluderet fra de nordiske mesterskaber med visheden om “at det kun er for hans egen sikkerheds skyld”. Selv hans mor vil ikke kendes ved ham.
“Jeg vil jo skildre eksklusionen fra fællesskabet på flere forskellige måder” forklarer Nyholm om filmens brutale virkelighed: “Og Rikard er en outsider blandt outsiders. Han er den, der står uden for de udenforstående”. Fremmedgørelse er en central tematik i Kæmpen, der forsøger at udstille samfundets manglende evne til at imødekomme excentriske skikkelser som Rikard.
“Jeg synes, det er spændende at se, hvordan samfundet håndterer en person, som er så besynderlig, så mærkelig og ser så speciel ud. Det er jo næsten som om, at han ikke ser ud som et rigtigt menneske. Det er egentlig det, der er filmens eksperiment. Det er en slags lakmusprøve for velviljen i samfundet – hvordan vi tager imod en sådan person”.
Det virker måske udmattende at skulle ind på livet af et menneske, der må kæmpe med så megen elendighed. Men Nyholm har ingen ambition om at trætte sit publikum. Tværtimod. “Det handler vel om, at hvis man fremstiller den, der har det allerværst, og viser, at selv han lykkes med at overkomme de sværeste forhindringer, så kan hvem som helst klare det. På sin vis vil jeg fortælle en historie, der handler om håb; at hvis Rikard kan klare den, så kan jeg fandeme også”.
Feberdrømme
Idéen til figuren Rikard stammer helt tilbage fra Nyholms tidlige barndom. I fire-femårsalderen var han plaget af kraftige feberanfald, der foranledigede en særlig sindstilstand. “Virkeligheden blandede sig med fantasien på en måde, der gjorde, at min krop, når jeg så på den, ikke var min krop længere, men en andens krop, som jeg var fanget i”. Barndommens oplevelser satte gang i en række tanker om distancering.
“Jeg havde svært ved at kommunikere med folk omkring mig og med lægerne. Det var svært at forstå, hvad de sagde. Så det er en psykologisk tilstand, som jeg tror minder lidt om en slags autistisk situation. Og det er denne tilstand, jeg har villet give en fysisk manifestation igennem Rikard. Jeg har ladet ham se ud og opføre sig nogenlunde, som jeg følte mig dengang”.
Netop manglen på kommunikative egenskaber er et kritisk punkt for Rikard, der konstant misforstås af sine enten ekstremt overbeskyttende eller overlagt nedrige omgivelser. Kun petanque-partneren Roland lader til at betragte Rikard som et rigtigt menneske. “Det er den almene stemning, som ofte indfinder sig, når nogen stikker ud” pointerer Nyholm: “At man gerne kigger og peger bag deres ryg, men man nærmer sig ikke, man spørger ikke. Man vil se, men på afstand”.
Rikards kamp for anerkendelse er derfor også et opgør med samfundets fejladresserede velvilje. De hensyn, som Rikards omgivelser pålægger ham, tjener typisk fællesskabet, men sjældent Rikard selv. Et fænomen, som ofte forekommer, når vi konfronteres med samfundets atypiske størrelser. “Man synes selv, at man som samfundsborger har en højtstående moral og at man da behandler de her mennesker godt” fremhæver Nyholm: ”Man iklæder sig en glorie og lader som om, at man gør noget for en andens skyld, men i virkeligheden er det ren og skær egoisme”.
Kæmpen kan ses i de danske biografer fra torsdag d. 29. juni.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer