[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Kristian Bonde Jensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Luk nogle personer ind i et rum. Lad deres indbyrdes konflikter eskalere langsomt, som en velkendt bombe, der tikker løs under spisebordet. Lad publikum gætte med på hvordan, hvornår og hvorfor konflikterne forløses, og bomben eksploderer. Sådan cirka lyder den klassiske suspense-formel, der utallige gange igennem filmhistorien har fået publikum til holde fast i sædekanten med afbidte negle og stirre med udspilede øjne mod biograflærredet. Den langsomt intensiverende konflikt er også grundstenen i det canadiske vidunderbarn Xavier Dolans nyeste skud på stammen: Grand Prix-vindereren Det er bare verdens undergang. Et intimt kammerspil om en fortabt søn, der vender hjem til sin splittede familie, der trods et imponerende cast bestående af cremen af franske filmskuespillere, aldrig helt rammer den eksplosive forløsning, man som publikum higer efter i halvanden time.
Det er bare verdens undergang centrerer om den unge Louis (Gaspard Ulliel), der efter at have været væk fra sin familie i 12 år, vender tilbage til den uidentificerede hjemby. Mødet med familien er dog langt fra en lykkelig forening, og luften emmer fra starten af anspændthed, nervøsitet og frustration. Hvorfor er storebror så vred på alt og alle? Hvorfor tør Louis og storebrors kone ikke at kigge hinanden i øjnene? Hvorfor går mor så meget op i make-uppen? Og hvad er egentlig anledningen bag Louis pludselige besøg? Det ville være synd at afsløre alt for mange af plottets udviklinger i denne anmeldelse, men sandheden er også, at der ikke er særlig meget konkret at afsløre. Filmen lader nemlig rigtig mange aspekter af den lille families indbyrdes relationer være op til seerens fortolkning, en kvalitet der ender med både at være filmens styrke og svaghed.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Det er bare verdens undergang[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Xavier Dolan[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Canada & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det gennemgående imponerende skuespil har en central fortjeneste i at gøre de tvetydige interaktioner interessante. Især samspillet mellem mystiske Louis og storebrorens kone, den rystende nervøse Catherine, spillet fantastisk overbevisende af Marion Cotillard, fungerer indimellem som et studie i antydningens kunst. Dog er det svært ikke at tænke over, om mange scener ikke ville have haft mere slagkraft, hvis vi som publikum bare havde haft en snært mere kendskab til karakterernes følelser og motivationer?
Det ender desværre med, at optrapningen og især forløsningen af den centrale konflikt: anledningen bag Louis´ besøg, går af som en knaldperle i stedet for en altødelæggende bombe. Karaktererne reagerer her som vi forventer, dog stadig uden, at vi føler, at vi rigtig kender nogle af dem. Filmen efterlader en underlig kold fornemmelse i kroppen, hvor man fornemmer, at der rent faktisk har været noget spændende på spil, uden at det for alvor er blevet foldet ud på en givende måde.
Når det er sagt, indeholder filmen også adskillige smukke og poetiske flashbacks, hvor især et tilbageblik på barndommens picnicsøndage, krydret med O-Zones udødelige fritidshjems-banger ”Dragosta din tei”, viser instruktør Dolans flair for at skabe friske og kreative lyriske montager.
Det er bare verdens undergang tikker langsomt afsted i halvanden time med momenter af filmisk skønhed. Filmens centrale plot fremstår mildest talt rodet, men et veloplagt og storspillende cast formår alligevel at give nok varme og intensitet til den ellers kolde dagligstue, og et sted bag de blafrende gardiner gemmer der sig nok intriger til et seværdigt lille kammerspil.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer