[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_column_text]At lave en profil på en instruktør indledes ofte med en beskrivelse af den pågældendes stil. Men en bestemt stil har Richard Linklater ikke ligefrem. Så kunne man måske i stedet beskrive hans gennemgående temaer, og sådan nogle har Linklater skam, men de er langtfra med i alle hans film. Så må der da være en bestemt genre han begår sig indenfor? Det er ej heller tilfældet. Hvorfor er det værd at beskæftige sig med så inkonsistent en instruktør, hvor man langt fra kan sige noget konkret om ham? Det skal man, fordi Richard Linklater netop af den grund er en af de mest interessante instruktører i filmverdenen i dag. Han har lavet nogle bommerter, nogle ligegyldige, nogle mesterværker og nogle bidrag til filmhistorien. Så lad os tale, som de ofte gør det i hans film, om Richard Linklater – en af USA’s vigtigste instruktører.
Linklaters egne yndlingsfilm er bl.a. Andrei Rublev (1966) af Andrei Tarkovsky og Au Hasard Balthazar (1966) af Robert Bresson. Filmklassikere, som han ikke har set på filmskolen, for Linklater har aldrig gået på noget, der ligner en filmskole. Han er fuldkommen selvlært, hvilket hans første film da også bærer præg af. Han debuterede med It’s Impossible to Learn How to Plow by Reading Books (1988), som består af long takes hvor Linklater spiser, bader og udfører mange andre sindsoprivende begivenheder. Allerede i debutfilmen ser man Linklaters fascination af hverdagen som værdifuldt filmmateriale og poetisk stof . Denne idé præger mange af hans film, men skaber især vejen for hans gennembrudsfilm og indledende status som en skildrer af 90’er-generationen.
Ungdommens talerør
Med Slacker (1991) præsenterer Linklater os for en vignette-film, der foregår over 24 timer en dag i Austin, Texas. Unge mennesker driver den af og snakker om konspirationsteorier, månelandinger og Madonnas pap udstrygning. Det er et portræt af en ungdom, der er præget af arbejdsløshed, men også filosofiske tanker, hvilket Linklater videreudvikler i sine andre film. Den anden film, der fastslog hans status som ”voice-of-a-generation”, var Dazed and Confused (1993), som handler om 70’ernes tågede og bekymringsfrie ungdom. Det er sidste skoledag inden sommerferien, og vi følger de unge mennesker, som tager det sidste sug af deres frie ungdomsår, inden virkeligheden kalder.
Også Dazed and Confused foregår i en lille by i Texas. Linklater ynder fra start at beskrive og portrættere sin egen hjemstat. Et emne, som han forlader, men fra tid til anden vender tilbage til igen. Senest gør han det i Boyhood, da hovedpersonen Mason vokser op i Texas, men især i Bernie (2011), hvori hans portræt af sydstaternes mentalitet og indbyggere bliver et hjertevarmt, men også til tider ironisk portræt, som viser hans store indsigt i mekanismerne og logikken i denne berygtede stat. Og at Matthew ”All right, all right, all right” McConaughey dukker op i både Dazed and Confused og Bernie bidrager kun til den texanske følelse.
Før solen står op, går ned og stjernerne står klart
Efter Dazed and Confused går Linklater i en helt anden retning. Han mindes dengang han en aften mødte en kvinde i Philadelphia, som han aldrig nogensinde så igen. Tanken forlod ham aldrig, og han fik idéen til at lave en film baseret på et møde mellem to mennesker, der deler tanker, følelser og meninger. Hvem ved, måske kom hun og så den?
På den måde blev filmen Before Sunrise (1995) til, som igen viser hans forkærlighed for den almindelige samtale, samt en anden faktor i den virkelighedsnære fortælling: Realtid. Linklater har selv sagt: ”The most unique property of cinema is how it lets you mold time, whether it’s over a long or a very brief period.” I flere af hans film lader han forløbet foregå over én dag eller i dette tilfælde én nat. Et begreb han har udvidet i sin nye film Boyhood (2014), der på historisk vis bryder alle idéer om filmisk tid. Natten ender, ligesom i virkeligheden, også i Before Sunrise, og først 9 år senere mødes de igen i Before Sunset (2004), hvor kærligheden atter blomstrer. Det hele munder ud i trilogiens sidste film Before Midnight fra sidste år, hvor Jesse (Ethan Hawke) og Celine (Julie Delpy) endelig er endt op sammen, men hvor den voksne kærlighed er en udfordring. For Linklater er pointen med det hele, at essensen af hvem man er, forbliver den samme, også selvom man fysisk er 20 år ældre. I dag står hans Before…-trilogi allerede som et mesterværk, der på helt unik vis beskriver kærligheden og dens udvikling gennem tid. Filmene udviser i allerhøjeste grad, at Linklater besidder et topniveau, som kun få kan matche.
Men når han så laver en middelmådig film, så er den til gengæld let glemt. Film som The School of Rock (2003) og Bad News Bears (2005) er ret så anonyme og virker umiddelbart langt væk fra Linklaters egentlige styrke. Disse film er skabt til at være mainstream og distancerer sig fra de mere eksperimenterende film fra hans ungdom og animerede film som Waking Life (2001) og A Scanner Darkly (2006). Han laver dog en spændende sammenblanding af det eksperimenterende og mainstream i Bernie, den virkelige historie om bedemanden Bernie, som var elsket af en hel by, selv efter han havde slået en gammel dame ihjel. Filmen er en nedtonet krimi og et dokudrama, hvor virkelige mennesker, der kendte Bernie, bliver interviewet om historien og er med i filmen som skuespillere. Og Matthew McConaughey bliver interviewet, som var han også virkelig, men han er jo en skuespiller. En fuldstændigt fascinerende film, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion er slørede.
Mesterværket?
Nu rammer Linklaters, bogstaveligt talte, livsværk Boyhood biograferne i denne uge. En film der på mange måde samler nogle træk, som er forholdsvis gennemgående for den amerikanske instruktør. En ”slice-of-life” fortælling med byen Texas som ramme, der foregår i realtid. Hovedpersonen er en lidt dvask, men dybt fascinerende og filosoferende fyr, som ikke ligger langt væk fra nogle af hans karakterer i ungdomsfilmene. Og så er hans tætte ven og samarbejdspartner, nogle ville sige muse, Ethan Hawke på rollelisten. Mange har allerede udråbt filmen til Linklaters definitive mesterværk, og den hænger allerede på enhver filmhistorikers opslagstavle.
Linklater har langt fra en konsistent fortælling eller stil i sin filmhistorik. Men hans successer og mest værdifulde film bærer de samme træk, og de vil huskes mange år frem. Både ”snakke-trilogien”, det 12 år lange projekt og generationsfilmene. Og mon ikke også, at Jack Black som cool skolelærer i School of Rock har sneget sig ind i nogles hjerter alligevel.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer