Af Sofie Johansen
Hvis Destroyer (2018) skulle være en gætteleg, kunne et spørgsmål nemt være: ”Hvad har Destroyer, som de andre mørke, noir-inspirerede undercover kriminalhistorier ikke har?”. Og det har ikke noget med filmen som sådan at gøre, for den er på mange måder ligeså overraskende som en plade Rittersport (’kvadratisk’, ’praktisk’, ’god’). Nej, Destroyer har Nicole Kidman, og hun formår egenhændigt at hæve den fra et være et halvvellykket makværk til at være et helanstændigt forsøg på en film med en bad-ass – og kvindelig – antihelt.
Det er Los Angeles anno nutiden. Nicole Kidman spiller LAPD-betjenten Erin Bell, der ligner, hun har en hård nat hver nat. Hun er traumatiseret og fyldt med skyldfølelse og har været det hver dag i sytten år, lige siden hun mistede sin partner i en undercover-operation. De skulle infiltrere en bande for at forhindre et bankrøveri, men noget gik grueligt galt.
Alt dette fortælles i flashbacks, idet filmen starter med et mord. Det kædes dog hurtigt sammen med hendes fortid, da hun får tilsendt en pengeseddel søbet ind i lilla maling. Således indledes hendes odyssé gennem LA for at opnå blot en snert af frelse. Hun bliver akkompagneret af gode skuespillere: Sebastian Stan spiller hendes makker Chris, mens Toby Kebbell er Silas – manden, som Erin Bell desperat forsøger at tilintetgøre. De har dog ikke meget arbejde at gøre, da dette er et one woman-show hele vejen igennem. Særligt Sebastian Stan har ikke meget at arbejde med som filmens egentligt bankende hjerte – og Bells smerte.
Karyn Kusama fik sit gennembrud med Sundance-vinderen Girlfight (2000), som hun selv skrev, instruerede og producerede. Siden da har hun lavet film med mere eller mindre held – bedøm selv B-filmsmonsteret Jennifer’s Body (2009) – men med Destroyer har hun endnu engang formået at skabe et nuanceret kvindeportræt, der trumfer langt størstedelen af de kvinderoller, der masseproduceres af pølsefabrikken kendt som Hollywood.
Der er ikke et sekund, hvor Kidmans marterede Erin Bell ikke betvinger vores opmærksomhed. Kidman, der i 2003 vandt en Oscar for sit spil som Virginia Woolf i The Hours (2002), har på det sidste fået en revival, og har gjort det til sin pligt at skabe mere balance mellem kønnene i en verden, hvor mændene i stadig sidder på flæsket. Alene for det fortjener Destroyer en stjerne.
Filmen lider imidlertid under et klodset manuskript, der vil for meget og kan for lidt. Man aner, at fortællestrukturen er inspireret af lignende film som The Usual Suspects (1995) og Heat (1995), men hvor disse formåede at bruge forskellige kneb til at virke overraskende og forførende, falder Destroyer fuldstændig til jorden i tredje akt. Den skyller hele plottet ud med badevandet, og den følelse af spænding, der ellers har været gennemgående, bliver til en negativ WTF-oplevelse.
Det er simpelthen ikke godt nok. Den følelse bankes godt og grundet på plads med syvtommerssøm, i hvad der føles som de længste fem slutminutter af en film nogensinde. Det er ellers ærgerligt, for Kidman sparker røv, som du aldrig har set det før.
Kommentarer