[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ida Lydom[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Når man tænker på, hvor lidt ballet fylder i vores samfund og i gennemsnitlige menneskers liv, så er det egentlig utroligt, hvor mange spille- og dokumentarfilm, der er lavet om denne elitære kunstform. De standhaftige er det nyeste danske eksempel, og selvom det kunne være blevet en fin fortælling om, hvordan forskellige verdener mødes, snubler den over et kluntet manus og manglende glimt i øjet.
I Lisa Ohlins film ses Mikkel Boe Følsgaard i rollen som soldaten Thomas, der efter at have trådt på en mine i Afghanistan og derved mistet begge sine ben, er tilbage i København, indlagt på Rigets genoptræningsafdeling. Sofie er en ung balletdanserinde, hvis faster er indlagt samme sted. Her fatter hun interesse for Thomas, der vredt, men stædigt, kæmper med sine proteser. Hun tilbyder ham nogle øvelser, der kan gavne hans træning. Thomas er dog ikke interesseret i hjælp. Han tænker kun på at komme tilbage og ”pløkke nogle talibanere”. Han finder dog hurtigt ud af, at det der dans kan noget, og han sænker langsomt paraderne.
Selvom det er lidt banalt, at hun er en yndig, poetisk danseprinsesse og han en rå, fåmælt kriger, så fejler filmens opbygning ikke noget. Der er en klar struktur, gode vendepunkter, og det hele giver mening ud fra et teknisk synspunkt. Den er temmelig konventionelt sat sammen, og det behøver slet ikke være dårligt. Det der dog fungerer mindre godt er, at man vælger at fortælle alt med replikker i stedet for at vise det med billeder. Samtidig er replikkerne meget konstaterende. Der er ikke nogen hentydninger, nogen tvivl eller noget, der pepper det hele lidt op. What you see is what you get, og det bliver kedeligt i længden.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
De standhaftige[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Lisa Ohlin[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Cecilie Lassen er utrolig smuk og har en lækker, dyb stemme, der klæder det store lærred rigtig godt. I denne her film svinger hendes præstation dog meget, men jeg tror ikke, at skylden skal gives til det faktum, at det er hendes første filmrolle. I stedet skal den tilegnes instruktionen og det tunge og klichée-fyldte manuskript. Hun har gyldne øjeblikke, og jeg spår hende en fin karriere i dansk film, men det ville have klædt hendes rolle at have flere scener med lidt mere personlighed.
Selv Mikkel Boe Følsgaard, der ellers spiller fremragende i andre produktioner, virker underligt påtaget og kæmper med de akavede replikker. Man har forsøgt at gøre ham til en hård, bøvet soldat, hvis venner fortæller død-baby-jokes og bestiller tatoverede strippere, men han er stadig for pæn, og det er ikke troværdigt nok. Det er DOG heller ikke blevet gjort let for ham, for hans rolle er temmelig intetsigende. Han er vred halvfems procent af tiden og mangler, ligesom Lassen, nogle scener, hvor han udviser noget charme og nogle særheder, der gør fascinationen mellem dem forståelig.
Lidt mere humor havde til slut gjort underværker for De Standhaftige. Der er nogle oprigtigt rørende scener undervejs mellem de to, men der ligger en for tung dyne af tristhed og medlidenhed over majoriteten af filmen. Først er det synd for ham, så er det synd for hende, og sådan fortsætter det ligesom hele vejen igennem. Det bliver så højtideligt uden en smule comic relief! Det er et meget trist emne, og det skal tages alvorligt, men når man vælger så typisk et kærlighedsplot, så er der også plads til at lette stemningen bare en lille smule hist og her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer