Af Marcus Uhre
Tager man Paprika Steens nye julefilm Den Tid På Året og skærer den helt ind til benet, vil man få et mageløst kammerspil: en spændingsopbyggende, men tåkrummende dialog om to søstre og hver deres kamp for at opretholde deres dysfunktionelle familie. En teater-blockbuster. Manusforfatter Jakob Weis fortid som Reumert-vindende dramatiker har bevist hans evne, det samme har skuespiller Sofie Gråbøl og især Paprika Steen selv. Resultatet kunne være blevet et godt moderne alternativ til Nøddebo Præstegård (1888). I stedet får Biografklub Danmark en pærevælling af unyttige karikaturer, intetsigende klichéer og håbløs symbolik.
Udover idé og instruktion tager Paprika Steen også hovedrollen Katrine, der traditionen tro huser sin families juleaften med alle de stressfaktorer og passiv aggressive bemærkninger, der hører med. Det kræver en mesterinstruktør at holde op til 13 (!) skuespillere dynamisk samlet i et rum. Endnu sværere bliver det så at placere sig selv i midten af dette kaos, som foruden Sofie Gråbøl huser Lars Brygmann, Karen Lise Mynster, Jacob Lohman m.fl.
Spillerne må med den næsten manglende instruktion falde tilbage til de gamle karikaturer, som de har spillet så mange gange før – alt i mens Paprika Steen leger ananas i egen juice foran kameraet. Brygmann er som eksempel vendt tilbage til sin klassiske usikre tøffelhelt. Han må konstant kompensere for sin manglende intelligens gennem bedrevidende kommentarer og ‘fun facts’.
Denne type endeløs selvpromovering er til at finde i alle familiemedlemmer. Humoren, som her opstår, er filmens motor. Nogle gange er det sjovt, som når Katrines mor kræver testamentet ordnet trods hendes helbred er i skønneste orden, eller når søsteren i sit arbejde som præst holder sin første gudstjeneste med et så højt lix-tal, at hele sognet bliver talt over hovedet. Men de fleste gange er disse selvindsigtsløse ytringer kun en demonstration af deres ekstremt irriterende roller. Og det er lige præcis, hvad filmen er: irriterende.
Alligevel respekterer jeg Paprika Steen for at lave en julefilm, der ikke får mig til at brække juleskum op. Julen er i denne kontekst kun en slagmark, hvor familiemedlemmerne kan dyste på kryds og tværs. Desværre glemmes en del af disse mindre underkonflikter. Måske fordi de ikke er så vigtige. Mange af dem kan i slutningen af filmen klippes over som en slags gordisk knude. Men er der noget, som ikke bare kan løses med en indespærrende snestorm, så må det altså være familieproblemerne.
Paprika Steen lærer os med Den Tid På Året, hvor vigtigt det er at holde fast i familien – selv med alle dens problemer. For det gode ved en familie er, at den kan tillade dig at være dig selv, dit helt unikke ekstremt irriterende selv.
Kommentarer