[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den tabte verden er en udfordrende biografoplevelse. Et mysterium, der om noget kræver fokus og den allerskarpeste koncentrationsevne af sit publikum. For hold da op hvor er det kedeligt at følge Sophies (Katja Riemann) pendlen frem og tilbage mellem Berlin og New York. Hvorfor gør hun det? Hendes far Paul (Matthias Habich) er nemlig faldet over en artikel på nettet om operasangerinden Catarina (Barbara Sukowa), der til forveksling ligner Sophies mor på en prik. Sophie er selv nyligt fyret fra sin faste tjans som melankolsk cafésangerinde, så der er ikke meget, der forhindrer hende i at følge sin fars ønske om at opsøge Catarina.
For hvem er hende her Catarina og hvordan er de to kvinders fortider viklet sammen? Dette mysteriet er grangiveligt filmens motor. Det er i hvert fald svært at tro på, at ens investering som publikum skulle lægges i Sophies forhold med Catarinas intetsigende agent, Philip. Det er bare overordentligt uengagerende at følge med i. Det virker sjældent som om, at Sophie selv er særlig interesseret i at trævle trådene op – tværtimod skal hun hele tiden holdes ved ilden af Pauls hyppige telefonopkald. Så hele processen antager en snert af ligegyldighed og Catarinas tiltagende irritation over for Sophie smitter stille og roligt.
Når sandheden så endelig kommer på bordet, leverer filmen én enkelt konfrontation, hvor man kan sanse noget interessant drama. Man får et kort øjeblik en fornemmelse af, at der rent faktisk er noget på spil for karaktererne. Filmen vågner i to minutter, hvor det er til dels både sjovt og fængende. I et øjeblik flirter filmen med at blive oprigtigt rørende. Men når den det? Nej.
Stilistisk er der heller ikke det store at komme efter. Billedsiden er kedelig og monoton med en undtagelse af en enkelt scenes fuldstændigt misforståede brug af kælkede linjer og et pludseligt ansigts-zoom, der egentlig kun leder tankerne hen til 70’ernes Kung Fu film. Hvem skulle have troet at den reference blev inddraget i forbindelse med den nyeste von Trotta?[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Den tabte verden[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Maragretha von Trotta[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Tyskland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Kedelig og monoton: Den tabte verden opsummeret. Der er noget grueligt galt, når sæderyggene på rækken foran virker mere interessante – nærmest dragende – ved sammenligning. Det er bizart, for det er ikke et talentløst hold af skuespillere, der valser rundt på lærredet. De ér vel på hver deres måde troværdige i deres roller (med undtagelse af Robert Seeliger som Philip – puha), de har bare ikke fået noget interessant materiale at arbejde med. Den tabte verden er en film, man glemmer, mens man ser den og meget lig tåge fordamper den lige så stille og roligt fra ens bevidsthed, når man kommer ud i den lave novembersol.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer