Af Sofie Katrine Johansen
Det er ikke svært at holde af Den store bagedyst. Så er det sagt. Det er de store følelser, intens spænding (Timm Vladimir er ikke ligefrem hjælpsom) og smukke spiselige kreationer i en perfekt blanding, der kan få selv det hårdeste hjerte til flyde som det indre i en blødende chokoladekage. Og forleden aften var finalen over os: Tre overlevere var tilbage i kagedystens ubarmhjertige arena, hvor en utempereret chokolade kunne betyde et farvel og tak til drømmen om at blive dette års mesterbager.
Konceptet er stadig (næsten) det samme, som dengang det blev sendt første gang på DR1 i 2012: Ti amatørbagere samles på en smuk lokation i Danmark, hvor de i løbet af ni afsnit vil blive udsat for diverse bagetekniske udfordringer. Hver uge kåres en mesterbager, ligesom der sendes en deltager hjem, indtil kun én kan kalde sig årets mesterbager. Det er et koncept så stramt og snorlige (for nu at bruge dette års dynamiske dommerduos lingo), at DR1 må sidde og klappe i deres små kagegrissede hænder for at have købt det før konkurrenterne (læs TV2).
Og i onsdags kulminerede det hele i finalen! En finale, hvor deltagerne fik mulighed for at vise alt hvad de havde lært igennem ni ugers op- og nedture. Ligesom de i løbet af programmerne har haft mulighed for at demonstrere deres styrker og svagheder i alt fra fondant til fromage. Og aftenens første finaleudfordring, fyldte chokolader, var ingen undtagelse for både glæde (Kirsten) og suk (Andrea). Til gengæld var den hemmelige udfordring endnu en gang en hovedpine af dimensioner for samtlige finaledeltagere, og Markus Grigo måtte endda indrømme, at “det her har også været lidt svært for mig”. Hvis jeg var deltager, havde jeg begravet mit hoved i den varme panna cotta. Hele finalen skal ikke afsløres her, men som altid afsluttes sæsonen med et brag.
Og hvilken sæson! Denne sæson af Den store bagedyst har budt på nogle af de skønneste personligheder på TV i lang, lang tid, og man kan kun give et anerkendende nik til DRs dygtige castere. For Bagedysten er i den grad castet, selvom DR forsøger at bibeholde sit “uha, vi har da bare lige valgt disse deltagere tilfældigt”-image. I sæson 5 hed Rose Inger, Anton hed Luna og Jesper hed… Jesper. Det er ikke en kritik, men mere en konstatering af, at DRs opskrift virker: Tag ti dele skønne, sjove og forskellige personligheder, to dele skrappe, men kærlige, dommere og rør op med et fast konkurrenceelement og uanede mængder af følelser. Pynt herefter med Timm Vladimir, og du har et program, der tiltrækker lidt over en million seere pr. afsnit.
Det er lidt i stil med TV2s Badehotellet (2013 -): Rart, hyggeligt og ufarligt. Konkurrenceelementet er til stede, men deltagerne kæmper “ikke så meget imod hinanden, som de kæmper mod sig selv”, som Andrea så smukt formulerer aftenens finaleafsnit. Der er også altid plads til et kram, eller en trøstende skulder, hvis ens glasmontre af isomalt ligger knust på gulvet.
Dog tager programmet til tider sig selv en anelse for seriøst, som når Timm Vladimir i dette års semifinale proklamerer “de har imponeret med svære teknikker, ladet kreativiteten flyde, og nået til helt nye kagehøjder. Men i dag sætter vi kravene endnu højere, for nu skal deltagerne lave vaskeægte kagekunst”. Kagekunst? Kan vi ikke bare kalde en spade for en spade? Det virker en anelse selvhøjtideligt, og man kvæler et lille indvendigt fnys. Indtil alt er glemt, når Andrea har lavet en kage, der ligner en påfugl. Det er jo kunst.
Jeg er selv ret glad for at bage. Ikke kagekunst med flødeskum, fondant og glace, men bare ganske solide klassenstime-agtige kager, der smager, som de skal. Delvist fordi man, hvis man bliver for god, uden tvivl bliver fast leverandør af kage med fem lag og marcipanblomster til diverse obskure familiearrangementer. Den store bagedyst indkapsler alt det, vi dødelige gerne vil kunne, og jeg sidder klinet til skærmen, hver gang DR1 sender en ny sæson. Jeg indrømmer ubetinget manglen på objektivitet, og at jeg helt og holdent har tabt mit hjerte til et program, der på det groveste er en eksponent for ren følelsesporno. Der er uomtvisteligt elementer, der ikke fortjener kram fra Markus Grigo, men det hele er bare så rart. Og hyggeligt. Og dejligt. For fanden altså.
Kommentarer