Af Martin Lundgaard Pedersen
Mennesket og naturen er efterhånden blevet to uforenelige elementer. Ældgamle træer nedbrændes af kapitalismens kræfter, og selv primitive dyr nægter at tro på, at Pink Lady-æbler er spiselige. Hos mange er drømmen om en fuldstændig selvforsynende og bæredygtig livsstil derfor større end nogensinde, men udsynet til et brud med hverdagens mekanikker uoverkommelig. I Den største lille gård tager John og Molly Chester det skæbnesvangre spring. Uden erfaring, penge eller plan køber de en gård omkranset af den californiske ørkenjord. Med fokus på biodiversitet, økologi og tillid til naturens selvregulerende cyklus, forsøger de at skabe en sandt biologisk utopi – med hjælp fra strygere, slowmotion og storladen patos.
Instruktør John Chester har over syv år fulgt sit eget landbrugs op- og nedture. Udviklingen og den økologiske drøm bliver stærkt visualiseret i stiliserede slowmotion-optagelser, der tydeligt indkapsler naturens forunderlige væsen. John er selv erfaren naturfotograf med en fortid hos blandt andet Animal Planet, og som man kan forvente er billederne en fryd for øjet.
Landbrugets konstante balancegang mellem succes og forfald synliggøres gennem ’private’ iPhone-optagelser, der vækker associationer til Youtube-vlogs. Dokumentaren står stærkest, når det private forenes med det billedskønne, mens intentionerne virker reelle. Det er bare alt for få gange, at man føler sig inviteret med bag den pæne facade.
Det er tydeligt, at det ikke er nemt at drive et landbrug, hvor hverken hjælp fra pesticider eller patroner er tilladt. Prærieulvene nedslagter hønsene gang på gang, og fuglene terroriserer træernes frugter. Gennem en selvreflekterende voice-over sætter John Chester konstant ord på de hårde tider, men det er altid med en vis distance. Det virker som om, at familien ikke har givet grønt lys til en mere personlig vinkel. Hver gang ægteparret vrisser af hinanden, går der ikke mange sekunder, før der klippes til smukke billeder af landbruget, mens John beretter om deres nyfundne livsstil. Til tider på en lige så insisterende måde som i en TV shop-reklame.
Der bliver ofte spillet på de store følelser, og storladne strygere akkompagnerer mere eller mindre konstant John Chesters fortællerstemme. I den første halvdel af Den største lille gård er det svært ikke at lade sig rive med, men det bliver for trættende og tydeligt i længden. Her kunne dokumentaren med fordel have givet seeren mulighed for at fordybe sig i karaktererne. Jeg mistænker dog, at landmands-livsstilen bliver forsødet en smule grundet familiefirmaets mere kyniske intentioner.
Den største lille gård er jo naturligvis ikke kun kommet til verden grundet John Chesters godsindede hensigter. Bevares, der er et tydeligt budskab om naturens evne til at opretholde biologisk balance uden menneskelig interferens, men et landbrug skal også tjene penge. Apricot Lane Farms, som gården hedder, har både merchandise, plysbamser og 2-timers guidede ture til 1000 kroner per person. Derfor kan man ikke andet end at sidde tilbage med en følelse af, at filmen er et 91-minutter langt, amerikaniseret reklamespot, der har en høj nok produktionsværdi til at kvalificere sig som en dokumentar.
Måden, som John og Molly Chester driver landbrug på, er uden tvivl fremtiden. Derfor er det blot endnu mere ærgerligt, at ægteparret har skabt en dokumentar, der er lige så falsk og forfinet som landbrugsprodukterne, de selv foragter.
Kommentarer