Anmeldelse
DEN SIDSTE GENTLEMAN: En Hollywood-legende takker af

Af Siri Kastbjerg Andersen

80’erne var en simplere tid. Ingen mobiltelefoner eller internet til at stresse og skabe urøre i samfundet. En tid, hvor politifolk brugte dage på at jage en butikstyv, og således også år på at jage en seriekriminel bankrøver. Med Den Sidste Gentleman pensionerer Robert Redford sig fra skuespilfaget, i rollen som den over-gennemsnittet gamle bankrøver Forrest Tucker. Forrest har rundet de 70, da han flygter fra et fængsel, som han har gjort det så mange gange tidligere. Herefter fortsætter han sit tyvetogt gennem de amerikanske stater, med sine kompagnoner i gruppen, som medierne kalder ”The-Over-the-Hill-Gang”.

Forrest er ikke som bankrøvere oftest er: han er høflig og venlig overfor bankdirektører, personale og kunder. Ingen kommer til skade, og alt foregår i god ro og orden. Det er også sådan, det føles at se filmen. Instruktør David Lowery har en lunefuld og kærlig omgang med filmmediet, og der er ingen skarpe kanter, man kan skære sig på. Det hele er rundt og ukompliceret og foregår i et tempo, hvor den pensionsmodne også kan være med. Biljagterne sætter lidt skub i tingene, men de foregår i gamle biler ude på landevejene, så det aldrig rigtig når et klimaks, før nogen går i stå på en mark.

Efter et bankrøveri og en efterfølgende biljagt, går Forrest ind på en café for at få en kop kaffe (som man gør, når man har røvet en bank). Her møder han den jævnaldrende Jewel (Sissy Spacek). De to udvikler sammen en kærlighedshistorie, der sætter resten af Forrests liv op til revision. Hvis man ser bort fra, at det er en smule uoriginalt, at en forelskelse skal blive det, der ændrer ’the bad boy’, så virker deres kærlighed troværdig nok til, at man alligevel køber præmissen.

Sideløbende med Forrests jagt på spænding og millioner følger vi politifolkenes jagt på den charmerende serieforbryder. I spidsen for dem står John Hunt (Casey Affleck), som er opsat på at blive manden, der fanger Forrest. I hvert fald i begyndelsen. Affleck tilfører rollen en charme og faderlig lune, som står fint i kontrast til Forrest, der leende svarer ”I hope not” da Jewel spørger, om nogen af hans mange kvindelige bekendtskaber har resulteret i børn.

Den rigtige Forrest Tucker døde i fængsel i 2004, hvor han som 83-årig havde afsonet de første 4 af 13 år for et væbnet røveri. Redford har udtalt, at han følte en stærk tilknytning til rollen. De to mænd har i hvert fald det til fælles, at de er meget dedikerede til deres erhverv.

Men hvor Tucker endte sine dage i fængsel, stopper Redford, mens legen stadig er god. David Lowerys manuskript er en hyldest til antihelten, og Redfords personificering af den komplicerede karakter er som skræddersyet til ham.

Redford annoncerede allerede sidste år, at dette ville blive hans sidste filmrolle. Med sit kridhvide tandpastasmil og ukuelige charme er Redford indbegrebet af en Hollywood-stjerne. I sin mangeårige karriere har han sat sine tydelige spor på filmindustrien, både som skuespiller og instruktør. Han står desuden bag indie-festivalen Sundance Film Festival, som er opkaldt efter en af hans mest kendte roller i Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969).

Nu pensionerer han sig selv i en alder af 82, og vi siger tak for nu til et vigtigt stykke af Hollywood-historien. Den Sidste Gentleman bliver, heldigvis, et værdigt farvel.

Kommentarer