Af Viktor August Mortensen
Jeg havde ikke gættet på, at filmåret 2025 skulle starte og slutte med en film om en arkitekt. Tidligere på året mødte vi Lászó Tóth (Adrien Brody) i Oscar-succesen The Brutalist (2025) og nu, i årets afrundende dage, møder vi den knap så dramatiske, men ægte arkitekt Johan Otto Von Spreckelsen (Claes Bang) i det fransk-danske drama, Den nye Triumfbue (2025).
Året er 1983. Danske Johan Otto von Spreckelsen vinder en arkitektkonkurrence og skal dermed stå i spidsen for den daværende franske præsidents flagskibsprojekt: La Grande Arche de la Défense -eller Den nye Triumfbue i mindre dramatiske betegnelser. Projektet er ikke nogen let opgave, da den kæmpe bygning skal ligge på samme historiske akse, som indeholder flere af Paris helt store monumenter. Herunder Champs-Élysées (Den nu gamle triumfbue).
Præmissen præsenteres stærkt, da den ukendte arkitekt modtages i Paris med ligeledes latter og undren. Man hepper straks på den danske underdog, der hurtigt presses af den franske stolthed og en masse bureaukrati, for det er da spændende, om vores landsmand får lov til at sætte så stort et præg på kærlighedens by.
Det visuelle sprog er også straks fængende. Flotte symmetriske skud symboliserer smukt den arkitektoniske tankegang, der i høj grad er filmens førende tematik. Vi forkæles også med flere klippetekniske delikatesser, som et finurligt match cut mellem et afbrækket stykke marmor og et afskåret stykke guanciale. Den detaljerige stil stemmer overens med filmens omdrejningspunkt, og det er et velkomment valg.
Claes Bang leverer en stærk præstation som den ihærdige von Spreckelsen, der imponerende skifter løbende mellem fransk og engelsk. Mindre imponerende er det, i de scener Claes Bang skifter til dansk med sin kone, Liv von Spreckelsen (Sidse Babett Knudsen). Overfor hinanden bliver dialogen mærkelig og akavet, som om scenerne var skrevet af en franskmand med Google Oversæt. Til stor skam for filmen, da de to skuespillere ellers er nogle af de bedste vi har.
Efter filmens ellers stærke start, voksede en anden frustration også, da der viste sig at være en mangel på varierende og bærende konflikter. Ihærdigheden var da imponerende, men konflikten forblev den samme, mellem von Sprecklelsen og dem der stod i vejen for hans vision. Så var marmoret forkert, så var glasset forkert osv. osv. Gentagelserne blev kedelige og konflikterne banale, hvilket gjorde andet og tredje akt til lidt af en kamp at komme igennem.
Om end inspireret af virkelige hændelser, har instruktør Stéphane Demoustier forsøgt sig at tilføje historien nogle plotmæssige friheder, der adskiller dele af historien fra virkeligheden. Den simple historie forbliver dog stadig dét, hvor filmen kunne have nydt godt af flere spændende, fiktive greb til at pynte på den lidt tynde fortælling.
Det er en skam at Den store Triumfbue (2025) ikke blev nogen triumf i samme skala som filmens omdrejningspunkt. Flere visuelle finesser var flotte og sammen med en stærk præstation af Claes Bang, gav det filmen et nødvendigt kunstigt åndedræt. For uden dette, bliver filmen desværre blot en kedelig og simpel genfortælling af virkelighedens hændelser.