Af Gustav Stubbe Arndal
Dreamworks’ film har på det seneste været en blandet oplevelse. De kommer med lige dele fantastiske eventyrfilm for hele familien og billigt, uoriginalt bras, der overlever på celebrity-stemmer og pop-musik. Den lille afskyelige snemand kunne have været blandt førstnævnte, men kæmper for meget imod sine kedelige sider.
Det handler denne gang om Yi (Fanny Leander Bornedal), en teenagepige i en kinesisk metropol, der siden sin fars død har distanceret sig fra sin familie og sat sig for at spare sammen til en rejse. Rejsen begynder tidligere end ventet, da hun møder en såret yeti med magiske kræfter. Den bliver jagtet af en rigmands private hær af lejesoldater, og inden længe er hun på vej til Himalaya.
Parret bliver fulgt af Yis barndomsven, den noget overfladiske pretty boy Jin (Oliver Berg), og Jins fætter, den barnlige basket-nørd Peng (Sigurd Philip Dalgas). Imens er den excentriske Hr. Burnish (Jesper Asholt) og lederen af hans videnskabsdivision, Dr. Zara (Johanne Louise Schmidt), i hælene på dem med droner, militær-fartøj og rifler med bedøvelsespile.
Med andre ord, en klassisk fortælling om et barn, der skal beskytte vedkommendes magiske ven/kæledyr og lære et par ting på vejen, og den er klassisk af en grund. Yi og Everest (som hun kalder yetien) har en meget sød kemi, især når Yi spiller på den elskede violin, hun arvede fra sin far, mens Everest svarer med sin magiske, brummende melodi.
De er til gengæld omgivet af klichéer og uinteressante bipersoner. Jin er offer for en del vittigheder om sociale medier og mode (”åh nej, mudder på mine sneakers!” og andre hits), mens hyper-knægten Peng har svært ved ikke at snakke om basketball, selvom hans drenge-leg med den ligeledes barnlige Everest ikke er uden charme. Selv mere dramatisk dialog føles ofte obligatorisk og kedelig, og de fleste grin kommer fra visuel humor eller absurditeter; ikke fra karaktererne selv.
Skurkene er især uinteressante. Der er et midtvejs-twist omkring deres egentlige motivationer, som hverken tilføjer intrige eller overraskelser – den type afsløring er efterhånden sin egen kliché i børnefilm. Værst af alt udgør de sjældent en alvorlig trussel. Everests arbitrære magiske evner får nemt heltene ud af problemer, og jo tættere de er på hans hjem, jo stærkere bliver hans kræfter.
Disse magiske kræfter fører imidlertid også til filmens højdepunkter. Når hovedpersonerne flyver over Huangshan-bjergene på en kæmpe mælkebøtte, sejler over et bølgende hav af blomstrende bakker eller svæver over det snedækkede Himalaya på ryggen af fiskeformede skyer, er Den lille afskyelige snemand et visuelt vidunder. Animationsholdets kreativitet og kærlighed for de kinesiske landskaber kan virkelig mærkes.
Der er også umiskendelig kærlighed i Yis rejse. Mens hun tager Everest tættere på hans familie i bjergene, kommer hun også tættere på sin afdøde far og begynder at savne den familie, hun efterlod. Når hun fortæller Jin, at hun ”ikke engang har grædt endnu,” og når hun finder magien i sin egen musik, kan man mærke et bankende hjerte under de overdøvende popsange og bøvse-jokes.
Hvis ikke man kan udholde dialog fyldt med klichéer, er Den lille afskyelige snemand noget frustrerende. Men ser man forbi den slags, har instruktør og manuskriptforfatter Jill Culton og det talentfulde hold af animatorer skabt et charmerende, personligt værk med overraskende gode højdepunkter. Hvis Dreamworks ikke kom i vejen for sig selv, kunne den måske have været fantastisk. Den må dog nøjes med at være en ujævn, men sød børnefilm.
Kommentarer