Hvem var Winston Churchill? En elskværdig og små-skør hyggeonkel eller en alkoholiseret og kynisk krigsstrateg? Joe Wright’s Darkest Hour vil gerne fortælle begge sider af Winston Churchill, men problemet er bare, at filmens forsøg på at skabe nuancer mest af alt virker som en pligt.
For godt nok var Winston Churchill, udover at være en af verdenshistoriens største politiske ledere, også en kontroversiel mand. Hans enorme alkoholforbrug bestod stort set på daglig basis af brandy til morgenmad, en flaske champagne til middag og endnu en til aften. Og han havde omgang med sine sekretærer, hvor de ofte var tvunget til at komme ind hans soveværelse (ikke af seksuel karakter) eller at se ham træde nøgen ud af badet. Men det er skildret på en måde i filmen, så det mest af alt fungerer som comic relief; ”åååhhh, skøre onkel Churchill, ikke nu igen”, skal man tænke. Selv ikke da hans hustru konfronterer ham med hans livsstil, formår skøre bamsefar, onkel Churchill, at charmere sig ud af det, – hvor er det bare uendeligt kedeligt og ukontroversielt.
Gary Oldman, som spiller Winston Churchill, fremstår aldrig med den autoritet, som man forbinder med Winston Churchill, for filmen har for travlt med at fremstille Churchill som overdreven sympatisk.
Bedst eksemplificeret er filmens scene, hvor Winston Churchill må tage Londons undergrundsbane for at komme til Westminster og dermed mænge sig med folket. Winston Churchill formår at snakke med samtlige passagerer i togkabinen, og han når at fælde en tåre med dem – man sad bare og ventede på, at han ville døbe en nyfødt i togkabinen. Patos med patos på, næsten en populistisk fremstilling af Winston Churchills folkelighed. Churchill var en samlende figur under krigen, uden tvivl, men skal det virkeligt overdrives så meget?
Dermed ikke sagt at filmen ikke har noget at byde på; konflikten i det konservative parti, midt under Storbritanniens største krise under krigen efter at Frankrig var invadereret, lykkedes utroligt godt. Winston Churchill er i en magtkamp med eks-premierminister Neville Chamberlain og Lord Halifax, som ønsker at få afsat Churchill og forhandle med nazisterne om fred, men Churchill holder indædt fast i den forsatte kamp. Da de britiske tropper er fanget på strandene i Dunkirk og Calais, træffer Churchill beslutningen om at sende 4000 soldater i den sikre død, på trods af protester fra Halifax, men med det formål at redde 300.000 hjem over den engelske kanal. Her ser man Churchill som en kyniker, men også som en stor leder, der viser den beslutsomhed, der gjorde, at Storbritannien kunne forblive i krigen og dermed senere overvinde Nazityskland med hjælp fra USA og Sovjet Unionen. Det har sine ofre at bekæmpe ondskaben. En realisme i forhold til krigens rædsler, der desværre har fået for lidt plads i filmen.
Filmen vil helst gerne være patos-ladet oscar bait. Det er en film for massepublikummet, ikke en film for historienørderne. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, men man føler, at man allerede har set denne film tusindvis af gange. Til tider kunne man være i tvivl om, om det bare var The King’s Speech (2010), der bare blev genvist på skærmen. Filmen mangler bid og originalitet.
Kommentarer